Fysisk afstand strider mod vores natur
Det er helt naturligt at opleve en række fysiske og psykiske symptomer i en periode med isolation eller meget begrænset social kontakt. Naturlige reaktioner ved mangel af socialt nærvær er fx:
- Humørsvingninger
- Utryghed og uro
- Ensomhed og kedsomhed
- Frustration
- Depressive følelser og håbløshed
- Dovenskab
- Kropsspændinger og hovedpine
- Trykken for brystet
Disse reaktioner kan blive forstærket af, at det kan være svært at aflede tankerne, når man bare er i sit eget selskab. Derfor kan de blive ved med at myldre og resultere i en negativ spiral, der kommer ud af kontrol.
Hvis du oplever det, så mind dig selv om, at opretholdelse af fysisk afstand har et højere formål. Selvom det kan føles ensomt, så gør du noget vigtigt for fællesskabet, når du overholder retningslinjerne om at være sammen hver for sig.