Vejen til en sund krop
Sidst opdateret d. 26.01.2021
Kvalitetssikret af: L. Höger, Fysioterapeut hos Falck.
1. Flyt på dig
Du ved jo godt, at du burde tage trappen, cyklen, osv. Men vidste du, at 30-40 kalorier mere eller mindre pr. dag er nok til at øge eller reducere din kropsvægt med et par kilo om året? Mere skal der ikke til, så se at komme ind i den gode cirkel.
2. Stræk ud
Stræk dig, hver gang du rejser dig. Stræk de muskler, du bruger mest. I strækket presser du blodet ud af de store muskler og sender det på arbejde. Samtidig forbereder du leddene på at bevæge sig.
3. Syng og dans
Når du synger og danser, bruger du overkroppen og armene, og det er ikke det, vi danskere er bedst til. Pyt med, hvor kønt det er at se og høre på. Du kan jo gøre det hjemme og lokke familien med. Det vil alle nakker og skuldre blive gladere af.
4. Tæl dine skridt
10.000 skridt om dagen holder doktoren på bagen, siges det. Køb en skridttæller og bliv klogere. Den koster omkring en hundredekroneseddel og fås på nettet, på apoteket, hos isenkræmmeren eller el-installatøren.
5. Drik vand
Almindeligt postevand bidrager til at dække kroppens væskebehov uden samtidig at tilføre sukker, koffein eller alkohol. Stil glasset ved siden af kaffekoppen, så bliver hver anden slurk hurtigt af vandet.
6. Gå i seng
Der er ikke meget, der kan slå en god nats søvn. Søvn har afgørende betydning for kroppens genopbygning og påvirker både immunforsvar, hukommelse, koncentrations-evne og humør. En fast »tidligt-i-seng« aften midt på ugen kan være mere værd end nok så mange aftenskolehold.
Læs mere om sundhed og hvad forskellen på mental og fysisk sundhed er her.