Hvad er den rigtige arbejdsstilling ved dit skrivebord?
Sidst opdateret d. 26.01.2021
Kvalitetssikret af: L. Höger, Fysioterapeut hos Falck.
Hvordan sidder man rigtigt ved et skrivebord?
Spørgsmålet er ikke så enkelt at svare på. Faktisk er det allervigtigste, at du bevæger dig og ikke sidder stille i den samme stilling alt for længe.
Hvor det måske før i tiden handlede om at finde den "korrekte" arbejdsstilling, anbefaler man i dag at bevæge sig og holde pauser for at undgå at blive i den samme position i længere tid.
Faktisk er det bedste råd, at den bedste arbejdsstilling er den næste arbejdsstilling.
Gode råd til et godt ergonomisk arbejdsmiljø:
- Sørg for at bevæge dig igennem din arbejdsdag
- Hold små 1-2 minutters pauser hvert 30. minut
- Hold ergonomiske pauser af 5 minutters varighed hver time, hvor du bevæger dig lidt mere.
Et studie fra det svenske Health Profile Institute og Uppsala Universitet med 45.000 deltagere viser, at personer, der "nøjes med" at sidde ned 75% af arbejdstiden, har langt mindre risiko for at have en dårlig generel helbredstilstand end personer, der sidder ned hele tiden. Og her tænker man især på ryg- og nakkesmerter.
Vigtige principper for god arbejdsstilling
Så det vigtigste at forholde sig til mht. arbejdsstilling og at sidde korrekt ved sit skrivebord er:
Afslappet kropsholdning: Hav en afslappet kropsholdning med variation og bevægelse i løbet af dagen.
Ergonomisk mus og tastatur: Det kan være en god mulighed at bruge ergonomisk computerudstyr.
Bevægelse og variation: Varier din arbejdsstilling og øg din bevægelighed på arbejdet med lette og korte øvelser. Det kan f.eks. være at tage dine arme over hovedet, lave squats eller lave vores strækøvelser.
Computerskærm: Placer din skærm i øjenhøjde på dit skrivebord.
Belysning: Hav tilstrækkeligt med lys, som ikke belaster øjnene.
Så det handler altså om at bevæge dig, mere end det handler om at finde den "rigtige" eller den "korrekte" arbejdsstilling. Hvis du dyrker de gode råd, og hvis du tager de moderne principper for ergonomi på arbejdspladsen til dig, kan du reducere din risiko for muskelsmerter og skeletsmerter.
Når det ikke længere handler om blot at finde ud af, hvordan du sidder "korrekt" ved dit skrivebord, skyldes det, at forståelsen for ergonomiske principper har udviklet sig. Nu handler det i højere grad om at tilpasse arbejdet til den enkelte medarbejder og skabe en dynamisk hverdag, hvor bevægelse og variation spiller en afgørende rolle.
Ifølge Arbejdstilsynet handler et godt ergonomisk arbejdsmiljø om at forebygge arbejdsrelateret muskel- og skeletbesvær. Fokus er, at det arbejde, der skal udføres, skal tilpasses til den person, som udfører arbejdet, og ikke omvendt.
Tidligere forstod man god ergonomi som:
- Statiske arbejdsstillinger over længere perioder
- Fastlåst kropsholdning, hvor stol og bord er tilpasset hertil
- Mindre fokus på aktive pauser og bevægelse
- Brug af hårde overflader for at undgå en dårlig kropsholdning og at kroppen falder sammen
Og i dag er der altså mere fokus på bevægelse og at få fysiske øvelser ind i hverdagen på kontoret.