Hvornår skal man skifte til vinterdæk i Danmark?
Generelt er det en god idé at skifte til vinterdæk, inden det bliver frostvejr. Man ved aldrig, hvornår frosten kommer, og derfor er det en god idé at skifte til vinterdæk i god tid. Når først frostvejret er begyndt, risikerer du lang kø på værkstedet, og derfor bliver du måske nødt til at køre uden vinterdæk i noget tid, indtil værkstedet har tid til at udskifte dine dæk til vinterdæk.
Det er vigtigt, at du husker at skifte fra sommer- til vinterdæk i god tid, så du har sikkerheden i orden. Hvis du ikke skifter til vinterdæk, vil bilen have svært ved at få et vejgreb, og bilen vil derfor have lettere ved at skride. Læs mere om hvordan du gør din bil klar til vinter her.
Er det lovpligtigt at man skifter til vinterdæk i Danmark?
I flere lande er det et lovkrav, at man skifter til vinterdæk. Vi har ikke sådan et lovkrav i Danmark. I Danmark er det faktisk lovligt at køre med sommerdæk hele vinteren, hvis man har en dækdybde på minimum 1.6 millimeter.
Vi anbefaler dog, at du skifter til vinterdæk, fordi bilen står langt bedre fast, hvis du har vinterdæk på, og derved øger du din og alle andres sikkerhed på vejene.
Hvorfor skal man skifte til vinterdæk?
Vinterdæk øger din sikkerhed. Gang på gang viser tests, at vinterdæk står meget bedre fast på is og sne end de traditionelle sommerdæk. Om vinteren er det derfor vigtigt at have vinterdæk på, fordi vinterdæk giver et markant bedre vejgreb på glatte veje.
Forskellen på vinterdæk og sommerdæk er, at vinterdæk har et grovere mønster, som gør det mere sikkert at køre på is og sne.
Når du har skiftet til vinterdæk, skal du dog være opmærksom på, at din bremselængde bliver væsentligt forøget, både på tør og på våd vej.
Kontrollér dine vinterdæk inden vinterdæk sæsonen
Inden du sætter dine vinterdæk på, er det vigtigt, at du kontrollerer slidbanen. Dybden på slidbanen skal minimum være 1.6 millimeter, men vi anbefaler 3 millimeter, for jo mindre din slidbane er, jo højere risiko er der for, at du mister herredømmet over bilen.
Du kan kontrollere dybden på dine vinterdæk ved at se på slidindikatoren, som sidder i bunden af mønsteret. Du kan også bruge en tyver til at kontrollere slidbanen på dine vinterdæk.
Sådan gør du:
- Læg en tyver ned i dækmønsteret.
- Hvis teksten på tyveren er væk, så er dækket i orden.
Køb vinterdæk der er beregnet til det danske vejr
Når du skal købe nye vinterdæk, er det en god idé at tjekke en dæktest først. Alle vinterdæk er nemlig ikke lige gode, da man kan få forskellige slags vinterdæk til forskellig slags klimaer. Det er derfor vigtigt, at dine nye vinterdæk passer til det danske vejr. Det danske vejr er nemlig ofte vådt, og derfor skal dine vinterdæk kunne stå fast selvom der er meget vand på kørebanen.
Har du Falck Vejhjælp Guld, Vejhjælp Sølv eller Vejhjælp Bronze, kan du tilvælge hjulskift og hjulopbevaring.
Læs mere om Falck Vejhjælp her.