Optimal opladning af elbil: Læs guiden fra Falcks vejhjælpseksperter
Uanset om du har meget eller lidt erfaring med elbil, kan du helt sikkert få svar på mange af dine spørgsmål om opladning i Falcks guide.
Korrekt opladning er vigtig for at sikre bilens ydeevne og batteriets levetid.
Hvor meget skal du oplade en elbils batteri? Hvordan foregår opladning, når du er på farten? Er det bedst og billigst at oplade derhjemme?
Alt det og meget mere giver vi dig svar på her, når vi deler ud af vores erfaring med elbiler.
Falck har ydet vejhjælp siden 1930'erne, og vi assisterer dagligt en masse bilister både på de danske veje og ude i Europa. Her giver vi dig viden om korrekt opladning af elbil, så du hurtigt bliver fortrolig med din bils batteri og undgår ladestress og rækkeviddeangst.
Skulle du alligevel løbe tør for strøm eller på anden måde få brug for assistance, har vi skræddersyet et abonnement specielt til el- og hybridbiler. Læs om vejhjælp til elbil her.
Og nu til guiden.
Her kan du se, hvad den indeholder:
Opladning af elbilen – hvad skal du vide?
Hvordan foregår opladning af elbil
Hvordan betaler man for opladning af elbil?
Hvilken opladningsmetode er billigst?
Fordele ved hjemmelader kontra offentlig oplader
Fordele og ulemper ved opladning ude
Hvor meget skal man oplade sin elbil
Hvor tit skal man oplade sin elbil
Hvor hurtigt kommer der strøm på batteriet
Forskellen på AC-ladere (vekselstrøm) og DC-ladere (jævnstrøm)
Vejr og temperatur påvirker elbilens rækkevidde
Hvad er optimal opladning i udlandet?
Opsummering af gode råd om opladning af bilens batteri
Hvad er optimal opladning af elbil?
Optimal opladning af elbil handler om, hvordan du får mest ud af din bil.
Både på den korte bane = at maksimere din elbils rækkevidde, så du kan køre længst muligt på en opladning.
Men også på den lange bane = at sikre batteriets levetid.
Det hjælper vi dig med i vores guide, og så giver vi svar på en lang række typiske spørgsmål om opladning.
- Hvor oplader man, og hvordan foregår det?
- Hvordan gør du, når du er på farten?
- Er det overhovedet muligt at køre til den anden ende af landet eller sydpå i en elbil?
Det korte svar er ja, men det kræver planlægning.
Det kommer vi til.
I det hele taget kræver skiftet til elbil fra benzin- eller dieselbil nogle nye vaner og en forståelse for opladning. Bilens batteri er den vigtigste og dyreste komponent, og batteriets levetid afhænger af, hvordan du vedligeholder det, og hvordan du oplader bilen.
Vidste du:
At du ikke skal oplade til 100 % i det daglige? Det er bedre at lade til 80 %, for ellers kan det påvirke batteriets levetid negativt.
Opladning af elbilen – hvad skal du vide?
For at opnå en effektiv og sikker opladning er det allerførst vigtigt at kende forskellen på de forskellige lademetoder.
Med lademetoder mener vi:
Hjemmelader: En oplader, du har installeret derhjemme
Offentlig oplader: En oplader, som er tilgængelig i det offentlige rum
Hurtiglader: Enhed, der hurtigt oplader elektriske køretøjer ved høj effekt
Lynlader: Enhed, der lynhurtigt oplader elektriske køretøjer ved meget høj effekt
Mormorlader: Uofficiel betegnelse for et kabel til almindelig stikkontakt, der bruges til at oplade en elbil med langsommere hastighed.
Og hvad er så forskellen på de fem metoder?
Lad os gennemgå dem her:
Hvordan foregår opladning af elbil?
Hvordan du helt konkret oplader din elbil afhænger af, hvilken type oplader du bruger.
Med en hjemmelader har du f.eks. mulighed for at oplade om natten med dit eget opladningsstik, som du har i bilen. Langt de fleste bilproducenter tilbyder en app, hvor du kan styre opladningen. Hvor lang tid den skal vare, og hvor mange procent, du ønsker at lade bilen op.
En offentlig oplader befinder sig typisk omkring motorvejsafkørsler, i byrummet, ved indkøbscentre, på parkeringspladser og ved arbejdspladser. Du kan både betale via et abonnement eller med kreditkort.
En hurtiglader er en offentlig oplader, som du finder i byrum, på parkeringspladser, ved tankstationer, ved motorvejsafkørsler osv.
En lynlader giver dig mulighed for den hurtigste opladning af din elbil. Du finder dem ofte langs motorveje og ved trafikale knudepunkter. Der kommer flere og flere lynladere i de større byer.
Både hurtigladere og lynladere har fastmonterede stik. Hurtigladere har de almindelige stiktyper (Type 2, CHAdeMO og CCS-stik), og lynladere har CCS-stik og ofte også CHAdeMO. Derfor har du ikke brug for dine egne stik ved disse elbilsopladere.
Tesla har sit eget ladenetværk med deres såkaldte supercharger-ladestationer. Rigtig mange af disse er åbne for andre typer af moderne elbiler, der er kompatible med teknologien.
Et mormorkabel har et stik, du kan tilslutte til en almindelig 220 volts stikkontakt. Vi anbefaler, at du bruger denne metode som en nødløsning, da den i længden ikke er optimal for elbilens batteri. Den kan også lægge pres på den elinstallation, du kobler mormorladeren til. Gentagen opladning med mormorkabel kan nemlig føre til overophedning. Dette øger risikoen for brandfare, hvis husets installationer ikke er egnede til opladning af elbil. Brug derfor en af de andre metoder til din daglige opladning for sikkerhedens skyld.
De fleste vil nok heller ikke bruge en mormoroplader i hverdagen, for det kan tage helt op til 15-30 timer at oplade sin elbil via en almindelig stikkontakt.
Og så lidt om betaling:
Hvordan betaler man for opladning af elbil?
Når du skal betale for opladning af din elbil, foregår det ofte via en app eller et medlemskort til det pågældende ladeoperatørnetværk. Nogle operatører giver dig en brik, som du kan have liggende i bilen.
Først skal du registrere dig hos en ladeoperatør og oprette en konto, hvor du tilføjer dine betalingsoplysninger.
Når du ankommer til en ladestation, bruger du appen, kortet eller brikken til at begynde opladningen. Appen giver dig ofte mulighed for at overvåge opladningen i realtid og afslutte den, når du ønsker det.
Efter opladningen bliver betalingen automatisk trukket fra din konto baseret på den mængde strøm, du har brugt.
Nogle operatører tilbyder også abonnementer, der kan give billigere priser pr. kilowatttime.
Hvilken opladningsmetode er billigst?
En billigere "brændstoføkonomi" er en af de store fordele ved at eje en elbil frem for en fossilbil. Hvilken opladningsmetode, der er billigst, afhænger af din situation, biltype og kørselsbehov.
Fordi strømpriserne typisk er billigere hjemme end ved offentlig opladning, er hjemmeladeren sandsynligvis den billigste løsning, men du bør medregne opstartsudgiften ved et installere en ladeboks derhjemme.
Ikke alle har mulighed for at installere en ladeboks derhjemme, men her kommer lidt om fordele og ulemper ved opladning af elbiler ude kontra hjemme:
Fordele ved hjemmelader kontra offentlig oplader
Ofte kan opladning af din elbil derhjemme være den nemmeste løsning. Men det er naturligvis ikke alle, der har plads til en ladeboks. Det kræver typisk, at du bor i hus. I hvert fald skal du have egen parkeringsplads med adgang til strøm.
Hvis du bor i byen, har du måske ikke mulighed for hjemmeladning. Men måske har du til gengæld parkeringspladser med opladere i nærheden af din bolig og/eller arbejdsplads, så det ikke er noget, der behøver afskrække dig fra at blive elbilsejer.
Fordele ved hjemmelader
- Det er nemt: Du kan oplade din bil om natten, så den er klar til næste dag
- Det kan være billigere: Strømpriserne hjemme kan ofte kan være lavere end ved offentlige ladestandere
- Tilgængelighed: Du har altid adgang til din egen hjemmelader
- Planlægning: Du har selv kontrollen over, hvordan du planlægger din opladning
- Sikkerhed: Din bil står sikkert parkeret i din egen indkørsel under opladning
Ulemper ved hjemmelader
- Udgifter til ladeboks: Installation af ladeboks derhjemme varierer i pris
- Plads: Ikke alle har carport, garage eller egen parkeringsplads med adgang til strøm
Fordele og ulemper ved opladning ude med offentlige ladestandere
Fordelen ved at bruge offentlig opladning er typisk, at du får gavn af de høje opladningshastigheder. Det giver dig en øget fleksibilitet, som især er gavnligt, hvis du ofte kører lange ture.
Fordele ved opladning ude
- Højere opladningshastigheder: Ved offentlige ladestandere kan du oplade din elbil meget hurtigere
- Dækning på farten: Stigende antal stationer giver større dækning på lange ture.
- Fleksibilitet: Perfekt for folk uden adgang til hjemmeopladning.
Ulemper ved opladning ude
- Højere priser per kWh: Offentlige opladere kan være dyrere end hjemmeladere
- Begrænset tilgængelighed: Der kan være optaget ved ladepunkter i tætbefolkede områder
- Forskel i opladningsoplevelse: Priser og hastigheder kan variere ved forskellige ladestandere.
- Mindre kontrol med opladning: Med din egen ladeboks i indkørslen er du selv herre over opladningen.
Nu ved du lidt om forskelle, priser samt fordele og ulemper ved forskellige lademetoder.
Men hvor meget og hvor lidt er det bedst at oplade bilen i hverdagen, så du passer godt på dit batteri.
Det skal vi se på nu:
Hvor meget skal man oplade sin elbil?
Det er ikke ligegyldigt, hvor meget du oplader bilen i hverdagen. For at vedligeholde batteriets tilstand og sikre længst mulig levetid for elbilens batteri er det bedst at kende til nogle principper.
For det første:
Hold dit batteriniveau mellem 20% og 80% i det daglige.
Falck anbefaler, at du kun sjældent oplader dit elbilsbatteri til 100%, fordi det kan påvirke batteriets levetid negativt. De sidste 20% opladning tager som regel længere tid og belaster batteriet mere.
Regelmæssig opladning og intelligent opladning gennem bilens app kan sikre, at elbilens batteri holder sin kapacitet over tid.
Hvor tit skal man oplade sin elbil?
En elbil bør oplades regelmæssigt, afhængigt af batteriets kapacitet og kørselsbehov. Hvis du mest kører korte ture, er det mere skånsomt for batteriet ikke at oplade hver dag.
Om du kan nøjes med at oplade hver 3. - 4. dag, skal gøre det hver 2. dag eller hver dag, afhænger af dit kørselsbehov i antal km per dag, din elbils rækkevidde og din opladningsmetode.
Som hovedregel er det mest skånsomt at holde batteriet mellem 20% og 80%, men variationer kan selvfølgelig ikke undgås. Og du kan sagtens "sjatlade" din elbil, hvis du kun gør det engang imellem. Men som sagt passer du bedst på batteriets ydeevne over tid ved at holde opladningen mellem 20-80%.
Hvor hurtigt kommer der strøm på batteriet?
Opladningstiden for en elbil varierer afhængigt af bilmodel og opladningsmetode. Med en hjemmelader tager det typisk omkring 6 timer eller en nat at lade bilen op til fuld kapacitet.
Ved en hurtiglader skal du måske beregne et par timer til en fuld opladning, mens en lynlader typisk kan oplade fra 20% - 80% på mellem 25-45 minutter.
Pga. ladehastigheden egner hurtigladere sig især til at øge batteriets niveau i løbet af kortere pitstop. Lynladere er ideelle til langdistancerejser, hvor hurtige stop er nødvendige for at dække lange afstande uden lange afbrydelser. Og ladeboksen derhjemme - hvis du er så heldig at have sådan en - er god til den daglige hverdagsopladning.
Men hvorfor kan alle opladere ikke bare oplade elbilen hurtigt?
For at svare på det, bliver vi nødt til at forklare forskellen på vekselstrøm (AC-ladere, som fx hjemmeladeren) og jævnstrøm (DC-ladere som fx hurtiglader og lynlader). Du kan bare springe over dette afsnit, hvis du hellere vil videre til de næste gode råd om optimal opladning.
Forskellen på AC-ladere (vekselstrøm) og DC-ladere (jævnstrøm)
Opladningshastigheden handler om effekt, altså hvor mange kW opladeren oplader med og bilens kapacitet. Og så afhænger det også af opladningsteknologien.
En hurtiglader leverer typisk en effekt på mellem 23 kW og 99 kW. En lynlader tilbyder højere effekt, ofte fra 100 kW op til 350 kW eller mere.
Ud over antal kW skyldes forskellene i opladningshastighed, at der er forskel på AC-ladere, der oplader med vekselstrøm og DC-ladere, der leverer jævnstrøm.
En AC-lader (fx hjemmeladeren) leverer vekselstrøm, som køretøjets indbyggede ombordlader omdanner til jævnstrøm, mens en DC-lader (hurtiglader og lynlader) leverer jævnstrøm direkte til batteriet, hvilket muliggør hurtigere opladning.
Elbilens OBC (On-Board Charger) spiller en vigtig rolle i opladningstiden, og bilens specifikationer afgør, hvor hurtigt du kan oplade batteriet. De fleste moderne elbiler som fx Tesla og andre producenters nyere bilmodeller understøtter lynladning.
Nu har du styr på det overordnede omkring opladningsteknologi og opladningsfrekvens.
Men der er en anden faktor, der har indflydelse på din opladning og rækkevidde.
Det er vejret og temperaturen:
Vejr og temperatur påvirker elbilens rækkevidde
Vejrforhold og temperaturer har en betydning for, hvor langt du kan køre i din elbil.
Om det er varmt eller koldt spiller en rolle for dit batteris sundhed og opladningseffektivitet.
Et lithium-ion batteri har det nemlig allerbedst ved temperaturer mellem 15 og 25 grader.
Ekstreme vejrforhold og temperaturer kan påvirke batteriets tilstand og dets evne til at modtage energi, og det kan i værste fald accelerere nedbrydningen af battericellerne.
I koldt vejr kan du:
- Finde et lunt sted at parkere og oplade hvis muligt
- Væbn dig med tålmodighed og giv din elbil ekstra tid til at lade op.
- Undgå hurtigopladning, hvis temperaturen er under frysepunktet.
- Slå funktioner som aircondion, sædevarmer osv fra under kørsel, hvis du har akut brug for at spare radikalt på strømmen.
I varmt vejr kan du:
- Parker og oplad gerne i skyggen
- Sørg gerne for god luftcirkulation omkring elbilen
- Undgå helst opladning midt på dagen, når det er allervarmest.
Og apropos allervarmest:
Hvad er optimal opladning i udlandet?
Hvordan ser den optimale opladning i udlandet ud? Kan man tage på kør-selv-ferie sydpå i elbil, og hvad med skiferien til Norge eller Sverige?
Du kan sagtens køre sydpå i din elbil. Langt de fleste, især nye elbiler, har en god, lang rækkevidde, og der er et godt netværk af ladestationer rundt omkring i Europa.
Ferien i elbil bliver kun bedre af at planlægge din rute i forvejen. Der findes mange apps og kort, der hjælper dig med at finde ladestandere langs din rute. Ladenetværket i Europa er efterhånden veludviklet, og du finder ladestationer og opladere i de fleste lande.
Husk vores gode råd ovenfor omkring vejrforhold, og læs gerne vores guide til opladning af elbil i udlandet, inden du kører afsted.
Opsummering af gode råd om opladning af elbilens batteri
Nu ved du, hvordan du bedst passer på batteriets holdbarhed, så du kan blive en af de mange tilfredse elbilsejere, hvis du ikke allerede er det.
Hvis du har muligheden, er en ladeboks derhjemme med eget ladekabel typisk mest skånsom og økonomisk i længden.
De fleste nye elbiler understøtter hurtigladning og lynladning, så du sagtens kan tage på langfart uden ladestress og rækkeviddeangst.
Den optimale opladning, og den vigtigste take-away fra Falck guide til optimal opladning er, at du bør holde batteriet på mellem 20% og 80% i hverdagen, selv om du sagtens kan benytte dig af delvis opladning, når du engang i mellem har behov for det.