Alt om ABC-førstehjælp
Sidst opdateret d. 26.05.2025
Kvalitetssikret af: T. Krag, Paramediciner hos Falck
Hvad er ABC-førstehjælp?
ABC-princippet anvendes til at vurdere og prioritere førstehjælp til en tilskadekommen person, men det kan også bruges i situationer med flere tilskadekomne. Ved at følge ABC sikrer man, at den livsnødvendige ilttilførsel opretholdes, og at vigtige skader ikke overses. Metoden bliver brugt internationalt i både sundhedsvæsener og ambulancetjenester.
Hvad står ABC for i førstehjælp?
-
"A" står for luftveje (airway)
-
"B" for vejrtrækning (breathing)
-
"C" for kredsløb (circulation)
Det er tre afgørende elementer for at sikre den tilskadekomnes overlevelse, indtil den professionelle hjælp ankommer.
Nu ved du, hvad hvert bogstav i ABC-førstehjælp står for.
Men hvad indebærer hvert element?
Her kommer en forklaring:
I førstehjælp refererer "A, B, C" til de tre vigtigste trin, som du skal vurdere og håndtere, når en person er blevet syg eller er kommet til skade:
- A for Airway (Luftvej): Sørg for, at personens luftveje er fri for blokeringer, så personen kan trække vejret.
- B for Breathing (Vejrtrækning): Kontroller, om den tilskadekomne trækker vejret regelmæssigt, og giv kunstigt åndedræt, hvis det er nødvendigt.
- C for Circulation (Cirkulation): Kontroller om blodcirkulationen er tilstrækkelig ved at se efter puls eller kontrollere for alvorlig blødning, og udfør hjertemassage, hvis personen har hjertestop.
ABC-regelen inden for førstehjælp er en nem og sikker metode, så du kan reagere på eventuelle livstruende ændringer i en persons livsvigtige systemer, nemlig centralnervesystemet, åndedrætssystemet og kredsløbssystemet.
Hvis et af disse tre systemer bliver hæmmet eller standser, gælder det om at handle hurtigt. Sekunderne tæller, og hurtig hjælp kan udgøre forskellen mellem liv og død, især hvis den livsvigtige ilttransport kommer i fare.
Hvis en person ikke trækker vejret normalt, kan der være tale om hjertestop. Og så skal du yde livreddende førstehjælp med hjerte-lunge-redning.
Men kan det ikke være svært at vurdere, om en person trækker vejret normalt og/eller har hjertestop?
Jo, det kan det. Men er du i tvivl, så trækker personen ikke vejret normalt.
I forbindelse med førstehjælp gælder dette princip:
Det værste, du kan gøre, er ingenting.
Men hvordan skal man helt konkret undersøge A, B, og C?
Lad os gå lidt mere i dybden:
Hvad går ABC-reglen inden for førstehjælp helt konkret ud på?
A – airway, luftvej
Har den tilskadekomne frie luftveje?
Vurder luftvejene hos den tilskadekomne. Der kan f.eks. være fremmedlegemer i luftvejene, blod og/eller hævelser, og det kan påvirke personens evne til at tale og trække vejret.
Hvis en tilskadekommen person har blod eller andre sekreter i halsen, vil du kunne høre gurglende lyde. Bed personen om at hoste.
Er personen bevidstløs, kan der være en snorkende lyd, evt. fordi musklerne i svælget er afslappede, så tungen falder tilbage og blokerer luftrøret.
- Bøj forsigtigt hovedet tilbage til naturlig modstand.
Er personen vågen, så fjern eller afhjælp blokeringen hurtigst muligt.
Det gør du ved at:
- Udfør førstehjælpen til fremmedlegemer i luftvejene: Heimlich-metoden
Fjern sekret som f.eks. blod slim eller opkast. Er personen i stand til at tale, er der frie luftveje, og du kan gå videre til B i ABC-førstehjælp.
Er personen bevidstløs, skal du påbegynde basal genoplivning med hjerte-unge-redning.
B – breathing, vejrtrækning
Se: Hæver brystkassen sig?
Lyt: Hører du normal vejrtrækning, når du har øret tæt på personens mund eller næse?
Føl: Mærk efter personens udånding mod kinden
Se, lyt, føl må maksimalt tage 10 sekunder.
Hvad er normal vejrtrækning for voksne?
Normal vejrtrækning for voksne er lige korte pauser mellem hver vejrtrækning. Er der kun små og store gisp eller andre lyde, er vejrtrækningen ikke normal. Påbegynd genoplivning i denne situation, altså HLR (HLR = Hjerte/lunge-redning).
Er du i tvivl, om en bevidstløs person har normal vejrtrækning, skal du reagere, som om der ikke er vejrtrækning og give HLR, livreddende førstehjælp.
På midten af brystet trykker du 5-6 cm ned 30 gange, og herefter giver du 2 indblæsninger af luft i personens luftveje. Sådan fortsætter du, indtil hjælpen ankommer.
C - cirkulation, kredsløb
C er det sidste og laveste prioriterede af de tre punkter i ABC-reglen. Dog skal du altid standse en synlig blødning.
Kontroller kredsløbet:
- Er der blødning?
- Hvor kommer blødningen fra?
- Er der tegn på indre bødning?
- Er der tegn på kredsløbsproblem?
Hvis der ikke er synlig blødning, skal du kontrollere kredsløbet og personens tilstand ved at mærke på huden og holde i hånden.
- Klamtsvedende og bleg: Er der fare for chok eller kredsløbssvigt?
Dine samlede observationer fortæller dig om personens tilstand. Giv den nødvendige førstehjælp og vurder, om du skal tilkalde hjælp eller om personen selv kan søge læge.
Trin A (luftvejene) og hjerte-lunge-redning (HLR) har altid førsteprioritet. Det betyder, at du ikke kan nå trin C, hvis den tilskadekomne har en unormal vejrtrækning. For så er personens sikkerhed i overhængende fare.
Hvad er MABC-førstehjælp?
MABC-førstehjælp betegner det samme som ABC-reglen. I MABC har man dog indsat et M foran ABC for at tydeliggøre vigtigheden af at standse massive blødninger.
Det skal du gøre først. Men derefter er A det vigtigste, så kommer B og herefter C.
Har du tilkaldt hjælp f.eks. ved at ringe 1-1-2?
Mens du venter på ambulancen eller redningspersonalet, skal du løbende vurdere personens tilstand ud fra ABC-metoden. Det gælder ved alle sygdomme eller tilskadekomster.
Førstehjælpens 3 hovedpunkter
Helt overordnet er ABC-metoden sat ind i en ramme, som vi kalder førstehjælpens 3 hovedpunkter. Det handler om at skabe sikkerhed, give førstehjælp og tilkalde hjælp.
Førstehjælp kan føles overvældende, men hurtig handling har stor betydning for alle involverede. Med et førstehjælpskursus hos Falck bliver du klædt på til at håndtere forskellige situationer, som kan opstå.
- Genkend typiske tegn på f.eks. stroke og sygdomme, som kan være svære at opdage
- Lær, hvordan du skal forholde dig ved et væld af situationer lige fra allergisk reaktion, kvælning, drukning, forstuvning, brud, ild osv.
- Lær, hvordan du yder effektiv hjertemassage og bruger en hjertestarter
- Genkend indholdet af en førstehjælpskasse og lær at bruge det
Vi har også kurser i førstehjælp til baby og børn.
Og apropos mindreårige:
Børnenes hjælpe-ABC
Kan dit barn førstehjælp? Lær dit barn at hjælpe med vores ABC-førstehjælps-guide
Børnenes hjælpe-ABC er nem at huske, så du let kan gøre dit barn i stand til at hjælpe, hvis nogen kommer til skade. Print denne A4-side ud og tal med dit barn om, hvordan man hjælper.
Hent siden her, print den ud og hæng den op på dit køleskab.