Registreringsattest: Alt du skal vide om bilens vigtigste dokument
Hvad er en registreringsattest?
En registreringsattest er det officielle dokument, der juridisk knytter et køretøj til en ejer. Registreringsattesten bliver udstedt af Motorstyrelsen, og den fungerer som bilens "dåbsattest" og indeholder centrale oplysninger som:
- Ejerens eller brugerens oplysninger: Navn og adresse.
- Køretøjets tekniske data: Mærke, model, stelnummer, vægt, trækkapacitet (hvor mange kg din bil må trække) og miljødata.
- Registreringsforhold: Nummerplade og dato for bilens første registrering.
Registreringsattesten består af to dele: del 1 og del 2.
Hvad er registreringsattestens del 1 og del 2?
Den absolut vigtigste viden om registreringsattesten er opdelingen mellem del 1 og del 2.
At forveksle dem kan i værste fald gøre det let for en tyv at omregistrere din stjålne bil.
Del 1: Den, du kan have med på farten
Del 1 er den del af attesten, du bruger i hverdagen. Den er dit bevis på, at du har ret til at køre i bilen, og den indeholder de tekniske oplysninger, som politiet eller en synshal har brug for ved en kontrol.
- Opbevaring: Det er ikke længere et generelt lovkrav i Danmark, at registreringsattestens del 1 skal medbringes under kørsel i Danmark. Tidligere var det et krav, men reglerne er ændret. Du skal kunne identificere dig og køretøjet, men politiet kan slå oplysninger op digitalt. Medbring del 1, hvis du kører i udlandet, f.eks. på kør-selv-ferie. I flere lande er det et krav, at du har den med. Hvis ikke, kan du risikere bøder.
- Brug: Du skal kunne fremvise del 1, hvis politiet forlanger det, og du skal medbringe den, hvis du kører i udlandet.
Del 2: Dit bevis på ejerskab
Del 2 er den mest værdifulde del af registreringsattesten. Den beviser, at du er den retmæssige ejer af køretøjet. Den person, der har del 2, kan i princippet omregistrere eller afmelde bilen.
- Opbevaring: Du må aldrig opbevare del 2 i bilen. Gør du det, og bilen bliver stjålet, har tyven både bil og papirer til principielt at kunne sælge den videre. Opbevar den et sikkert sted i dit hjem sammen med dine andre vigtige dokumenter. I praksis er det dog ikke den største risiko, fordi man skal kunne legitimere sig med MitID for at kunne gennemføre ejerskifte eller afmelding.
- Brug: Del 2 skal kun bruges i særlige situationer, f.eks. ved salg (ejerskifte) eller afmelding af bilen.
Har du mistet bilens vigtigste dokument? Bare rolig, du kan bestille en ny:
Sådan bestiller du en ny registreringsattest
Det kan ske for alle at miste sine papirer. Heldigvis er det relativt nemt at bestille en ny registreringsattest, uanset om du har mistet del 1, del 2 eller begge.
NB! Du kan kun bestille en ny registreringsattest som den primære ejer af bilen. Hvis bilen er leaset eller finansieret, kan det være panthaver/leasingselskab, der skal bestille attesten.
- Gå til Motorregistret: Processen foregår via Motorregistret på skat.dk (Motorstyrelsen).
- Log ind med MitID: Du skal bruge dit personlige MitID for at identificere dig.
- Vælg "Bestil registreringsattest": Under "Motor" og "Motorregistret" finder du funktionen.
- Vælg, hvilken del, du mangler: Du kan bestille enten del 1, del 2 eller et komplet sæt.
- Betal gebyret: Det koster et gebyr at få udstedt en ny attest. Prisen vil fremgå under bestillingen. I skrivende stund ligger prisen på 100 kr., men det kan ændre sig.
Efter bestillingen vil den nye attest blive sendt til din folkeregisteradresse med posten inden for ca. 1-2 uger.
Hvad koster det at bestille en ny registreringsattest?
Det koster i skrivende stund 100 kr. at bestille en ny registreringsattest. Prisen kan ændre sig, så hvis du vil vide den nøjagtige pris på et givent tidspunkt, skal du undersøge det hos Motorstyrelsen, Borgerservice eller SKAT.
Hvornår skal jeg bruge registreringsattesten?
Udover at have del 1 med dig i bilen, når du kører, er der flere situationer, hvor du skal bruge attesten.
Ved ejerskifte af bil
Når du sælger din bil, skal du bruge del 2 til at overdrage ejerskabet til den nye ejer. Køberen skal bruge oplysningerne fra attesten til at omregistrere bilen i sit eget navn. Omregistrering af bilen skal ske inden for 4 hverdage.
Ved periodisk syn
Synshallen skal bruge data fra del 1 for at kunne identificere bilen og tjekke, at den lever op til de registrerede specifikationer.
Ved afmelding af køretøjet
Hvis du skal skrotte eller på anden måde afmelde din bil, skal du typisk fremvise del 2 for at bevise dit ejerskab og få nummerpladerne afmeldt hos en nummerpladeoperatør eller i Motorregistret.
Ved kørsel i udlandet
Du skal altid medbringe den originale del 1 af registreringsattesten, når du kører uden for Danmarks grænser. En fotokopi er ikke tilstrækkelig.
Hvad sker der, hvis man ikke har sin registreringsattest med?
Hvis du kører i udlandet uden registreringsattesten, kan konsekvenserne variere fra land til land, og i langt de fleste tilfælde risikerer du at få en bøde.
I mange europæiske lande er det et krav, at du kan fremvise bilens originale registreringsattest ved kontrol.
Kan du ikke det, kan du få:
- En bøde på stedet
- Påbud om at fremvise dokumentation senere.
I værste fald kan politiet tilbageholde bilen midlertidigt og nægte dig at køre videre, indtil du kan dokumentere ejerskab og lovlig registrering.
Det sker sjældent, men er en risiko, hvis du kører i en bil, der ikke står i dit navn (f.eks. en firmabil, en lånt bil eller en leasingbil).
Hvis du ikke har den originale del 1 af registreringsattesten med, kan det også give problemer ved grænsekontrol, eller hvis du kommer ud for et færdselsuheld.
- Ved trafikuheld kan manglende dokumentation forsinke sagsbehandlingen.
- Ved kontrol tæt på grænser kan det give ekstra mistanke om tyveri eller ulovlig brug. Når du kører i udlandet, bør du altid medbringe:
- Original registreringsattest (del I)
- Gyldigt kørekort
- Pas
- Evt. fuldmagt, hvis bilen ikke er din.
Læs vores liste over vigtige papirer at medbringe i bilen.
Hvordan ser en registreringsattest ud?
Hvad står der på registreringsattesten? Her kommer en liste med en række af de ting, du typisk kan se på din bils registreringsattest.
Oplysninger om køretøjet
- Registreringsnummer (nummerplade)
- Bilens stelnummer (VIN)
- Bilens mærke og model
- Variant / type
- Første registreringsdato
- Farve
- Brændstoftype (benzin, diesel, el, hybrid osv.) og brændstofforbruget. For ældre biler er brændstofforbruget ofte angivet i km/l, mens der for nyere biler kan stå CO2-udledning (g/km). For elbiler er der som regel angivet et energiforbrug i Wh/km. Attesten viser det officielle typegodkendte forbrug, ikke det faktiske forbrug i daglig kørsel. For helt nye biler kan fokus være mere på CO₂ end på km/l.
- Motorstørrelse / effekt (kW / hk)
- Bilens vægtangivelser:
- ”Køreklar vægt” er bilens egenvægt tillagt 125 kg. De 125 kg udgør vægten for fører, motorolie, brændstof og øvrige væsker.
- Evt. ”egenvægt”: bilens tomme vægt uden fører, olie, brændstof og øvrige væsker.
- "Teknisk totalvægt”: den af bilproducenten fastsatte maximale vægt, bilen må have inkl. last (personer, bagage mv.). - Antal siddepladser
- Miljø-/udledningsoplysninger (CO₂ m.m.): Bilens Euronorm vil ikke altid fremgå direkte. På nyere attester kan normen være angivet som EU-emissionsklasse, mens den i ældre attester somme tider kun er identificerbar via typegodkendelsesnummer. Se vores artikel om miljøzoner og miljømærker i europæiske lande og byer.
- Tilladt anhængervægt: Hvis feltet er tomt eller der står 0 kg, må bilen ikke trække anhænger. Der står altså på attesten, om bilen må trække en trailer, campingvogn eller lignende men ikke, om den rent faktisk er monteret med et anhængertræk.
Oplysninger om ejer/bruger
- Navn og adresse på registreret ejer
- Eventuel registreret bruger (fx ved leasing)
Eventuelle rettigheder i bilen
- Pant-/leasingoplysninger (hvis bilen er finansieret eller leaset)
Sikkerhedsdetaljer
- Dokumentnummer
- QR-kode/stregkode
- Sikkerhedstryk/vandmærker
Forstå kontroltal eller kodedel på registreringsattesten
Kontroltal (også kaldet kodedel) er en sikkerhedskode på registreringsattesten, som du skal bruge til at bekræfte, at du har fysisk adgang til attesten, når du f.eks. skal omregistrere bilen digitalt.
Attestens kodedel er en 6-cifret talkode, som du finder på del 1. Den fungerer som en ekstra sikkerhed ved:
-
- Ejerskifte
- Omregistrering
- Nummerpladeskift
- Afmelding.
Den står trykt på registreringsattesten under betegnelsen "Kontroltal" eller "kodedel".
Den er typisk placeret i et separat felt på dokumentet (ikke det samme som stelnummer eller dokumentnummer).
Når du laver ændringer digitalt via f.eks. Skat.dk, bliver du bedt om at indtaste kontroltallet for at bevise, at du har den originale attest.
Hvad skal man være opmærksom på ved omregistrering af køretøjer?
Når et køretøj skifter ejer eller bruger, skal det omregistreres inden 4 hverdage. Omregistreringen sker via Motorstyrelsen (typisk via Skat.dk eller hos en nummerpladeoperatør).
Kontroltal / kodedel: Du skal bruge kontroltallet fra registreringsattesten (del I), hvis omregistreringen sker digitalt.
Forsikring: Den nye ejer skal have tegnet ansvarsforsikring, før omregistreringen kan gennemføres. Systemet tjekker automatisk, om der er en aktiv police.
Syn af bilen: Køretøjet skal være synet, hvis det er synspligtigt og fristen er overskredet, og evt. ombygning eller andre ændringer skal være godkendte.
Afgifter: Eventuelle restancer kan spænde ben for en omregistrering. Der kan være regulering af registreringsafgift ved visse ændringer (f.eks. varebil til personbil).
Her kommer lidt om, hvad du skal være opmærksom på i forhold til omregistrering af særlige køretøjer.
Leasingbiler
Leasingselskabet er registreret ejer. Det er normalt dem, der skal godkende eller gennemføre omregistreringen.
Biler med pant
Hvis der er tinglyst pant, skal panthaver ofte give samtykke før ejerskifte.
Veteranbiler
Køretøjer over 35 år kan have særlige afgifts- og synsregler, men ejerskifteproceduren er i princippet den samme som på almindelige personbiler.
Varebiler på gule plader
Vær opmærksom på:
- Privatbenyttelsesafgiften
- Ændring i anvendelse af varebilen (kan udløse ny registreringsafgift).
Motorcykler, campingvogne og trailere
Ved omregistrering af motorcykel, campingvogn og trailer gælder samme 4-dages regel. Trailere over 750 kg skal have selvstændig registrering.
Omregistrering ved dødsfald
Når en bilejer dør, indgår bilen i dødsboet. Køretøjet tilhører boet, indtil det skiftes. Det er typisk kun bobestyreren og/eller arvinger med fuldmagt, der kan omregistrere bilen. Ved omregistreringen skal man kunne fremvise skifterettens attest.
Bilen må som udgangspunkt ikke bruges privat, før ejerforholdet er afklaret, men det kan afhænge af skifterettens dispositioner og bilens forsikringsforhold. Den skal enten omregistreres til en arving, sælges og omregistreres til ny ejer eller afmeldes.
Man skal typisk bruge skifteretsattesten, registreringsattesten og personlig legitimation som dokumentation.
Hvis bilen står stille i længere tid, kan det være en fordel at afmelde den for at undgå løbende afgifter og forsikring.
Hvad sker der, hvis man ikke omregistrerer en bil?
Hvis du har købt en bil ved en privat handel, og du som køber ikke omregistrerer den inden for de lovpligtige fire hverdage, kan det have følgende konsekvenser:
- En bøde til den, der bruger bilen
- Nummerpladerne kan inddrages ved kontrol
- Risiko for forsikringsproblemer ved uheld.
Derudover står bilens tidligere ejer stadig registreret og hæfter for:
- Grøn ejerafgift
- Parkeringsafgifter
- Fartbøder (indtil ansvar overføres til nye ejer).
Med styr på papirerne og reglerne for opbevaring er du et skridt tættere på en tryg og problemfri hverdag som bilejer.
Denne artikel er kun vejledende.
Regler for brug og opbevaring af registreringsattest kan ligesom proceduren for at bestille en ny registreringsattest og prisen herfor blive ændret af myndighederne. Indholdet i en registreringsattest er besluttet af myndighederne og er kun vejledende gengivet i denne artikel. Regler og priser for omregistrering af køretøjer kan ændre sig over tid. Undersøg altid de aktuelle regler hos Motorstyrelsen. Falck kan ikke garantere, at alle oplysninger i artiklen til enhver tid er opdaterede, og vi påtager os ikke ansvar for bøder eller andre omkostninger som følge af ændrede regler eller brug af informationerne i artiklen.