Mikkel Schreiber
Brandmand på station Taastrup
Da studenterhuen var i hus, holdt den nyudklækkede student Mikkel Schreiber en god lang sommerferie. Måske lidt for lang – i hvert fald hvis man spurgte Mikkels far, der er vicebrandchef i Falck.
”En dag kom min far hjem og sagde, at han havde arrangeret en jobsamtale på Falcks vagtcentral i Smørum. Jeg blev ansat og siden uddannet vagtmester, og sådan startede min karriere i Falck”, fortæller Mikkel Schreiber, der nu har været Falck-mand i 11 år. Planen var ellers, at Mikkel skulle have været politibetjent. Som barn var han flittig gæst på Falcks brandstationer, og som ung mand var han sikker på, at han ikke skulle følge i faderens fodspor.
”Da jeg var lille så jeg alle de brandbiler, som en lille dreng kan ønske sig. Så det var egentligt min plan, at ansættelsen ved Falck kun var en mellemstation, indtil jeg skulle ind til politiet”, siger han.
Alt det ændrede sig, da Mikkel kørte sin første tur som brandmand i 2010.
”Allerede den første dag kunne jeg mærke, at det føltes rigtigt, og jeg elsker stadig mit job. Det er uforudsigeligt, og sammenholdet med kollegerne er fantastisk. Men det bedste er den taknemmelighed og glæde, som vi bliver mødt med, når vi hjælper folk i nød”, siger Mikkel Schreiber.
Følg Mikkel og hans kolleger i den nye serie 'Brandmænd - skulder ved skulder', som sendes onsdag kl. 21:00 på DR1.
Har du misset et afsnit, så finder du også serien på DR TV.