Kundeservice 70 10 20 31
Visual content for the webpage

Danskerne trives i arbejdslivet, selvom arbejdspresset er steget

Falcks Sundhedsbarometer 2026 viser, at arbejdspresset fortsat stiger blandt danskerne. I år oplever 45 % af de beskæftigede et for højt arbejdspres, mod 39 % i 2025 og 35 % i 2024. Samtidig beskriver 28 % arbejdet som en belastning.

Alligevel er billedet ikke entydigt negativt. 73 % er tilfredse med deres arbejde, og 64 % trives hele eller det meste af tiden i arbejdslivet. For hver femte er arbejdet endda et sted, hvor man henter energi.

energi-paa-arbejdet-billede-sundhedsbarometeret-2-2026.png

Fællesskab og fleksibilitet betyder mest 

For mange danskere er det især kollegerne og fleksibiliteten, der giver værdi i arbejdslivet. 61 % peger på kolleger som det vigtigste, og 57 % fremhæver fleksibilitet. Til gengæld fylder leder og karriere langt mindre. 

Højt arbejdspres øger risikoen for mistrivsel 

Undersøgelsen viser en tydelig sammenhæng mellem arbejdspres og mental trivsel. Blandt dem, der oplever for højt arbejdspres hele eller det meste af tiden, er 19 % i stor risiko for stress eller depression. Blandt dem, der sjældent eller aldrig oplever det, er tallet 8 %. 

Samtidig er arbejdsglæde vigtig. Blandt beskæftigede med højt arbejdspres, men som er tilfredse med deres arbejde, er risikoen for mistrivsel markant lavere end blandt dem, der både er pressede og utilfredse. 

“Undersøgelsen peger på, at kvinder i højere grad efterspørger tryghed og stabile rammer, mens de unge oftere efterspørger udvikling og retning. Det stiller forskellige krav til lederen, som ikke nødvendigvis er lige god til at imødekomme begge behov. Derfor bliver det vigtigt at afstemme forventningerne, både til opgaven og til hinanden,” siger Falcks chefpsykolog Jacob Vindbjerg Nissen. 

Trivselstiltag og tryghed gør en forskel 

Arbejdspladsernes indsats for mental trivsel ser også ud til at have betydning. På arbejdspladser uden trivselstiltag er 40 % i risiko for stress eller depression, mens det gælder 22 % på arbejdspladser med mindst ét tiltag. 

Samtidig er det fortsat svært for mange at tale åbent om mental trivsel på jobbet. Kun 37 % oplever, at det er muligt, og blot 29 % føler sig helt trygge ved at tale med deres leder om det.

Lederen spiller en vigtig rolle 

Selvom de fleste først og fremmest forventer, at lederen sikrer gode rammer og arbejdsvilkår, viser undersøgelsen, at tryghed i relationen til lederen hænger tæt sammen med trivsel. Blandt dem, der er komfortable ved at tale med deres leder om mistrivsel, trives 76 % hele eller det meste af tiden. Blandt dem, der ikke er det, gælder det kun 32 %. 

Læs mere i Sundhedsbarometer 2026.