Mere om førstehjælp og anatomi

Selv uden at være klar over det, kan både børn og voksne indtage giftige eller ætsende stoffer og det er årsag til en del af de akutte indlæggelser på sygehusene.
I dagligdagen omgiver vi os med kemiske stoffer. I hjemmet findes rengøringsmidler, vaskemidler og håndkøbsmedicin, mens haven har giftige blomster og buske (f.eks. bærrene fra pebertræ, guld- og blåregn, taks og thuja).

Du kan altid søge vejledning ved Giftlinjen De kemiske påvirkninger kan opdeles i: Forgiftninger og indre ætsninger Ydre ætsninger. Skab sikkerhed Vær opmærksom på, at sikring dig selv med værnemidler som handsker eller briller, hvis disse er til rådighed. Ved indblæsninger ifm. HLR anvend indblæsningsmaske. Ved personer, hvor du mistænker kulilteforgiftning, skal du kun forsøge at nødflytte personen, hvis det er sikkert for dig selv. Tag en dyb indånding, inden du går ind til i rummet! Ofte vil det eneste, du kan gøre, er at ringe 1-1-2, og evt. lufte ud.

Forgiftninger og indre ætsninger

Førstehjælp:

• Hold den forgiftede i ro.
• Giv et glas vand.
• Hvis det er et ætsende eller irriterende stof, er det specielt vigtigt straks at give væske for at fortynde og skylle. Giv dog ikke mere end ét glas 2 dl til voksne og til børn maks 1 dl.
• Generelt undgå at fremkalde opkastning.
• Ring eventuelt til giftlinjen for nærmere oplysninger på 8212 1212.
• Medbring så vidt muligt emballagen fra det indtagne stof, rester af giftige
• planter, medicin, eller tag et billede af det til akutklinik/læge.
• Ved forværring af tilstanden: Giv førstehjælp [A B C].

Forgiftede vågne personer kræver altid læge eller behandling på akutklinik!

Ætsninger 

Nogle kemiske stoffer (syrer og baser) kan give ætsninger. Udvendigt vil de påvirke og måske beskadige huden og det underliggende væv. Indvendigt vil de kunne beskadige mund, spiserør og mavesæk. 

Udvendige ætsninger Symptomer: Stærke smerter Beskadiget hudoverflade Bleg/gelé-agtig- eller brunlig hud, afhængigt af om det er base eller syre Udvikling af shock/kredsløbssvigt. Førstehjælp ved udvendige ætsninger: Skyl det ætsende stof væk med rigeligt tempereret vand. Fjern tøj, som er gennemvædet af det ætsende stof. Bliv ved med at skylle, til der ikke er smerter – dog mindst 30 minutter. Ring eventuelt til giftlinjen for nærmere oplysninger på 8212 1212. Medbring så vidt muligt emballagen fra det ætsende stof til læge/akutklinik. Ved forværring af tilstanden: Giv førstehjælp [A B C].

 

Udvendige ætsninger kræver altid læge eller behandling på akutklinik!

Ætsninger i øjet

Symptomer:
Svie og smerte i øjet.

Førstehjælp ved ætsninger i øjet

• Skyl med rigelige mængder vand fra næseroden og udefter – og skyl op under øjenlåget.
• Hold øjenlåget åbent under skylningen. Lad den tilskadekomne fjerne eventuelle kontaktlinser.
• Medbring så vidt muligt emballagen fra det ætsende stof til læge/akutklinik.
• Ved forværring af tilstanden: Giv førstehjælp [A B C].

Ætsninger i øjet kræver altid læge eller behandling på akutklinik!

Slag mod hovedet kan bl.a. forårsage hjernerystelse, kraniebrud og blødning mellem kraniekasse og hjerne. Disse skader opstår ofte ved ulykker med stor kraft f.eks. færdselsulykker og fald fra højder.

Hjernerystelse Hjernerystelse er en påvirkning af hjernen (slag/rystelse mod kraniekassen), som kan fremkalde en mindre blødning/væskeudtrædning i kraniekassen (se fig. a). Kraniebrud Kraniebrud er forårsaget af en større påvirkning, der kan give brud på en eller flere af kranieknoglerne. Bruddet kan være åbent eller lukket. Ved kraniebrud kan der forekomme blødning fra en eller begge øregange (se fig. b). Blødning mellem kraniekassen og hjernen Dette er en ekstremt farlig tilstand. Der findes store blodkar under kranieknoglen, som kan blive beskadiget og dermed give en blødning. Blødningen kan fortsætte over tid og give et øget tryk i hjernen, så bevidsthed, åndedræt og kredsløb bliver påvirket (se fig. c). OBS: En person med hjernerystelse, kraniebrud eller blødning mellem kraniekassen og hjernen kan være svær at vurdere. Skaderne bør derfor observeres af læge/akutklinik. Hjernerystelse, kraniebrud og blødning mellemkraniekassen og hjernen Symptomerne for de 3 skader: Hovedpine Kvalme Opkastning Bevidsthedsændring Førstehjælp ved slag mod hovedet: Stop synlige blødninger. Berolig den tilskadekomne. Læg den tilskadekomne med hovedet højt, hvis personen er vågen. Undgå at være alene de første 24 timer da der er risiko for, at du har eller får en hjernerystelse. Ring 1-1-2 ved forværring af tilstanden og oplever én eller flere af disse symptomer: Forvirring Uro og underlig opførsel Vedvarende hukommelsestab.

 

Ved strangulering er åndedrætssystemet påvirket/ophørt, og personen får en blålig farve.

Den tilskadekomne skal skæres/klippes fri, og det strammende emne fjernes fra halsen, så der skabes frie luftveje, jf. basal genoplivning.

Symptomer:

• Blåfarvning af læber, ører og næsefløje (cyanose)
• Personen kan ikke tale eller hoste
• Uro
• Viser tegn på kvælning
• Bevidstløshed.

Førstehjælp ved strangulering:

• Skær den tilskadekomne fri, eller fjern det strammende emne (få eventuelt hjælp til at gribe den tilskadekomne).
• Giv førstehjælp [A B C].
• Hvis personen er ved bevidsthed:
  Bed personen om at holde sit hoved stille. (hvis det ikke er muligt, kan hovedet støttes for at undgå kraftige bevægelser (især fremoverbøjning).
• Tilkald hjælp: 1-1-2.

Når en person får hovedet under vand, vil personen automatisk holde vejret. Men på et tidspunkt bliver trangen til at trække vejret så stor, at personen pr. refleks foretager en indånding og får munden samt svælget fyldt med vand.

Når struben/stemmebåndene bliver påvirkede af vand, vil der næsten altid ske en krampagtig sammentrækning af stemmelæberne. Dette forhindrer vandet i at løbe i lungerne. Men på et senere tidspunkt, når personen bliver dybt bevidstløs, slapper stemmelæberne af, og der kan
løbe vand i lungerne.

Åndedrætscenteret vil på grund af iltmanglen være lammet, og vejrtrækningen vil ikke automatisk blive genoprettet, når personen er reddet op af vandet. Derfor er det vigtigt, at du påbegynder kunstigt åndedræt, allerede når du kan bunde. Påbegynd basal genoplivning, når du igen er på stranden/fast grund. Symptomer: Bevidstløshed Manglende vejrtrækning Blåfarvning af læber, ører og næsefløje (cyanose) Bleghed Eventuelt skum omkring munden. Førstehjælp ved drukneulykker: Bjærg den druknede, hvis muligt – uden selv at komme i fare. Giv basal genoplivning. Start så tidligt som muligt. Hvis der kommer opkast / vand under HLR, kan man hurtigt tippe dem om på siden for at skrabe frie luftveje og for at undgå at få opkast ned i lungerne ved de 2 indblæsninger. Tilkald hjælp: 1-1-2. Husk at fortælle, at det drejer sig om en drukneulykke, og om der fortsat savnes nogen.

 

Legemsdele kan blive skåret eller revet af ved f.eks. trafikulykker, motorsavsulykker og rundsavsulykker. Det kan f.eks. være fingre, hænder eller dele af arme og ben. I mange tilfælde kan en afrevet legemsdel syes på med efterfølgende fuld eller delvis funktion, hvis der er ydet en korrekt førstehjælp hurtigt efter ulykken. Førstehjælp ved afrevne legemsdele: Stop blødningen. Læg den tilskadekomne ned med det blødende sted hævet så højt som muligt. Anlæg forbinding. Tilkald hjælp: 1-1-2. Opbevar den afrevne legemsdel køligt (frostfrit) og tørt. Ved forværring af tilstanden: Giv førstehjælp [A B C]. Opbevar den afrevne legemsdel på følgende måde: Put legemsdelen i en ren og tør pose, som lukkes tæt. Denne pose lægges i en anden pose med koldt, frostfrit vand (se fig. b). Det er særdeles vigtigt, at legemsdelen ikke rører ved eventuel ispose/isterninger, da dette vil ødelægge vævet og muligheden for at få den opereret på igen. Hvis du er i tvivl eller har problemer med opbevaringen af legemsdelen – så afvent ambulancepersonalet.

 

Når en elektrisk strøm passerer gennem et menneske, kan de livsvigtige systemer (hjerne, hjerte og åndedræt) blive påvirkede. Da hjertet styres via elektriske impulser, kan en elektrisk påvirkning af hjertet udefra (f.eks. 230 volt) være livsfarlig og i værste fald medføre hjerteproblemer op til flere døgn efter påvirkningen.

Ved en elektrisk påvirkning opstår der varme, når strømmen passerer gennem personens væv. Varmen kan medføre forbrændinger. Selvom forbrændingerne måske synes små udvendigt, kan de indvendige skader være langt mere omfattende. F.eks. kan der være alvorlige skader af både blod- og nervebaner.

Man skelner mellem lavspænding (fig. b) (230 - 1000 volt) og højspænding (fig. a) (>1000 volt).

Symptomer:

• Forbrænding
• Bevidstløshed
• Eventuelt hjertestop.

Førstehjælp ved lavspænding:

• Skab sikkerhed ved at afbryde strømmen.
  (Husk: Rør ikke ved personen, før strømmen er afbrudt).
• Ved forbrændinger: Køl med vand, indtil professionel hjælp overtager.
• Tilkald hjælp: 1-1-2. Oplys, at det er en el-skade.
• Ved forværring af tilstanden: Giv førstehjælp [A B C].

Førstehjælp ved højspænding:

• Hold afstand – mindst 10 meter.
• Tilkald hjælp: 1-1-2.
• Forsøg aldrig at fjerne ledninger fra den tilskadekomne.

Husk: Sikkerhedsafstanden er mindst 10 meter.

Personer, der har været udsat for el-påvirkninger, skal altid tilses af en læge/akutklinik.

Brud på rygsøjlen
Ved mange trafikuheld bliver halshvirvlerne skadede, selvom der er nakkestøtte i bilen. Det er derfor vigtigt, at personen selv skal holde hovedet stille. En forkert håndtering kan være katastrofal
med lammelser til følge. Det skal dog ikke forhindre dig i at foretage en eventuel nødflytning, da personens liv kommer før personens førlighed.

Husk: Ved enhver mistanke om brud på hals/rygsøjle skal den tilskadekomne forblive i findestillingen. Hvis der er mistanke om, at en bevidstløs person har brud på hals/rygsøjle: Giv førstehjælp Symptomer: Lammelser Smerter/ømhed i nakke og/eller ryg Føleforstyrrelser. Førstehjælp ved mistanke om brud på hals/rygsøjle: Lad personen forblive i findestillingen, hvis det er muligt (hvis der ikke er overhængende fare). Bed personen om at holde sit hoved stille. hvis det ikke er muligt, kan hovedet støttes for at undgå kraftige bevægelser - især fremoverbøjning fig. a Tilkald hjælp: 1-1-2. Brug højttalerfunktionen på telefonen. Ved forværring af almentilstanden: Vurdér behovet for førstehjælp [A B C]. Hvis personen er bevidstløs: Giv basal genoplivning [A B C].

Grundregel: Personens liv kommer før personens førlighed.

Forstuvning (se fig. a) er en påvirkning af leddet, hvor leddet bliver strukket for derefter at vende tilbage til sit normale leje. Skaden kan f.eks. opstå, når man dyrker sport. Påvirkningen af leddet forårsager væskeudtrækning i leddet, som giver hævelse og smerte.

Symptomer: Hævelse Smerter/ømhed Misfarvning Nedsat bevægelighed. Ledskred Ledskred (se fig. b) er en påvirkning af leddet, hvor det bliver forskudt fra sin normale position. Symptomer: Smerter Leddet fastlåst, evt. i en unormal position. RICE-huskeregel: Ro: Stands aktiviteten, og hvil det skadede sted. Is: Afkøl det skadede sted for at forhindre, at det hæver. Dog max 20 minutter en gang i timen. Dette kan gøres de første 24 timer. Compression: Anlæg en støttende og komprimerende forbinding. Elevér: Løft det skadede sted, men kun hvis det ikke giver yderligere skader, og forårsager smerter. Førstehjælp ved forstuvning: Læg den tilskadekomne ned. Hæv det skadede sted, hvis muligt. Køl det skadede sted max 20 minutter en gang i timen. Dette kan gøres de første 24 timer. (isposer, frosne ærter eller lign.). Husk et lag stof imellem hud og is. Anlæg en støttende forbinding. Kontakt læge. Førstehjælp ved ledskred: Understøt leddet i findestillingen (evt. med en slynge). Tilkald hjælp: 1-1-2. Køl det skadede sted for at undgå smerte og hævelse, max 20 minutter en gang i timen. Dette kan gøres de første 24 timer.

 

Man skelner mellem: Lukkede brud (se fig. a) Åbne brud (se fig. b).Årsager til lukkede knoglebrud kan f.eks. være slag, vrid eller fald. På den måde kan en eller flere knogler brække. Symptomer ved lukkede brud: Formforandring Smerte Hævelse Misfarvning Føleforstyrrelser Løshed. Ved åbne knoglebrud kan knoglen stikke ud gennem huden. Her er risikoen for infektion og efterfølgende komplikationer betydeligt større. Det er derfor vigtigt at sørge for, at et lukket brud ikke udvikler sig til et åbent. Symptomer ved åbne brud: Blødning Smerter Formforandring Føleforstyrrelser Eventuelt synlig knogle.

Førstehjælp ved lukkede knoglebrud: Berolig den tilskadekomne. Støt bruddet i findestillingen. Tilkald hjælp: Ved brud på bækken, lårben eller underben: Ring 1-1-2 Ved brud på eks. kraveben, arme og fingre: kontakt læge/ akutklinik. Ved forværring af tilstanden: Giv førstehjælp [A B C].

Førstehjælp ved åbne knoglebrud: Berolig den tilskadekomne. Støt i findestillingen. Dæk såret til med et så rent klæde som muligt. Tilkald hjælp: 1-1-2. Ved forværring af tilstanden: Giv førstehjælp [A B C].

 

Kroppens normale temperatur er mellem 36,5 - 37,5° C. Temperaturen styres af et temperaturregulerende center i hjernen. Hvis en person opholder sig i koldt, blæsende og fugtigt vejr og kun er lidt påklædt, kan der opstå en kuldepåvirkning af hele kroppen (almen kuldepåvirkning). Hvis personen opholder sig i vand, opstår afkølingen endnu hurtigere.

Når kropstemperaturen falder under det normale niveau, vil der typisk opstå kulderystelser, da kroppen prøver at kompensere for varmetabet.
Hvis temperaturen falder til ca. 33° C, vil personen være i livsfare, da de livsvigtige systemer gradvist vil gå i stå. Kulderystelserne vil nu ophøre, da kroppen ikke længere kan kompensere for varmetabet. Ved yderligere temperaturfald glider personen over i bevidstløshed, og hjertefunktionen bliver påvirket for til sidst at gå i stå.

Hvad er kropskernen?
Kropskernen består af de livsvigtige indre organer – herunder hjertet og hjernen. Under kuldepåvirkninger vil kroppen forsøge at holde den indre temperatur oppe på det normale niveau ved at lukke af for blodforsyningen til kroppens udsatte steder.

Generelle kuldepåvirkninger omfatter hele kroppen.

Påvirkningen kan opdeles i to niveauer: Mild underafkøling Svær underafkøling. Ved mild underafkøling vil personen typisk være kold, ryste, have bleg hud, som kan være blålig og marmoreret, og opleve nedsat bevægelighed i arme og ben. Ved svær underafkøling kan personen være omtåget, forvirret, have nedsat bevidsthed eller være bevidstløs. I værste tilfælde kan kulderystelserne stoppe, og personen risikerer at få hjertestop Symptomer: Kold Kulderystelser Omtågethed Stive muskler/led Ikke hørbar vejrtrækning Nedsat bevidsthed el. bevidstløshed Personen er ved bevidsthed: Berolig den tilskadekomne. Bring den tilskadekomne i læ. Fjern vådt tøj. Pak eventuelt kroppen ind i plastik eller folie Foretag kuldeindpakning (mumie indpakning)  Giv varmt at drikke. Tilkald hjælp: 1-1-2. Personen er bevidstløs: Giv livreddende førstehjælp [A B C]. Tilkald hjælp: 1-1-2.

 

Når en person udsættes for kraftig lokal kuldepåvirkning, kan der opstå forfrysninger. Kroppens udsatte steder er mest udsatte, f.eks. et ubeskyttet ansigt, hænder eller fødder. Ved forfrysning fryser vævsvæsken til is, og vævet vil dø.

Påvirkningen kan opdeles i to niveauer:

• Overfladiske
• Dybe.

En overfladisk forfrysning medfører en snurrende eller prikkende fornemmelse i det ramteområde, som også kan være smertefuldt. Kun det yderste hudlag er beskadiget, og den døde hud kan skalle af og efterlade et sår.

Ved en dyb forfrysning er huden bleg, hvid, hård og kold, med en voksagtig konsistens. Personen vil ikke føle nogen smerte.

Førstehjælp ved forfrysninger:

• Personen er ved bevidsthed.
• Berolig den tilskadekomne.
• Ved overfladisk forfrysning opvarmes passivt ved kropsvarme.
• Ved dyb forfrysning nedsænk det berørte område i varmt vand mellem 40º C og 42º C. grader - skal ske på hospital
• pga. de store smerter (effektiv smertedækning).
• Undgå at gnide huden på det skadede område
• Tilkald hjælp 1-1-2.

Varmepåvirkninger kan inddeles i:

• Solstik
• Hedeslag
• Forbrændinger

Skoldning
Hvis kroppens temperaturer kommer over ca. 41° C, påvirker det nervecellerne i centralnervesystemet. Personen bliver først omtåget, hovedpine, kvalme. Senere kan det udvikle sig til bevidstløshed, eventuelt ledsaget af kramper. Ved temperaturer over 44° C fungerer nervesystemet ikke længere.

Solstik
Solstik opstår ved en lokal varmepåvirkning af kraniet. Dette vil typisk være forårsaget af direkte sol på et ubeskyttet hoved. Symptomerne udvikler sig hurtigt.

Hedeslag
Hedeslag kan opstå ved hårdt arbejde eller ved at opholde sig i varme og fugtige omgivelser, hvor kroppen ikke kan komme af med sin varme. Symptomerne udvikler sig langsomt. Børn kan få hedeslag, hvis de er for varmt klædt på – f.eks. i forbindelse med feber.

Symptomer: Træthed Svimmelhed Hovedpine Kvalme/opkastninger Kramper og bevidstløshed. Huden er varm og rød. Førstehjælp ved solstik/hedeslag: Berolig den tilskadekomne. Bring den tilskadekomne i skyggen. Løsn stramt tøj, fjern sko og strømper. Køl personen ved at oversprøjte med koldt vand (1° - 26° C) eller anbring arme og ben i et kar/en spand med koldt vand, eller læg kolde, våde klude på underben, underarme og hoved. Giv den tilskadekomne noget at drikke. Søg læge/akutklinik hvis personens tilstand ikke bedres. Hvis personens bevidsthedstilstand er påvirket: Giv førstehjælp [A B C] og tilkald hjælp 1-1-2

 

Solen er en hyppig årsag til forbrændinger. Ved en forbrænding bliver huden udsat for varme, så temperaturen stiger. Dermed vil stofskiftet i hudens celler også stige. Cellerne
i det påvirkede område vil derfor have et øget behov for ilt, som medfører, at der sker en forsuring af vævet. Denne forsuring påvirker de følsomme nervespidser i huden og gør, at
personen føler smerte.

Behandling
Skyl hurtigst muligt med tempereret vand, så temperaturen nedsættes. Fjern løstsiddende tøj, mens du fortsat skyller. Når temperaturen nedsættes, bliver smerten mindre, da stofskiftet normaliseres, og forsuringen standser.

Kroppen har dermed et slags termometer, der fortæller, hvornår der er skyllet længe nok. Husk derfor altid at skylle, så længe der er smerter – og altid mindst 20 minutter.

Hvis det er muligt: Skyl med tempereret vand (ca. 15 - 20° C) eller en temperatur, der føles behageligt.

Vigtigt: Ved forbrændinger kommer der et stort varmetab. Sørg derfor for at holde de steder på kroppen, der ikke er forbrændte, varme. Dette gælder især børn.

Der findes tre grader (dybder) af forbrændinger:
1.-gradsforbrænding
Rødmen og svien (f.eks. solskoldning).

2.-gradsforbrænding
Rødmen, svien og blæredannelse.

3.-gradsforbrænding
Forkulning og ingen smerter, da nerverne er brændt væk. Ved skoldninger bliver huden hvid (der
kan være smerter i randområdet, hvor både 1.- og 2.-gradsforbrændinger typisk vil forekomme).

En forbrænding kan forårsage udvikling af shock/kredsløbssvigt på grund af den store væskefordampning.

Symptomer:

• Rødmen, svien og blæredannelse
• Forkulning og hvid hud
• Smerter.

Førstehjælp ved forbrændinger/skoldninger: Nedkøl med vand – straks. Tag løstsiddende tøj af. Vær opmærksom på almen afkøling. Fortsæt med at køle med vand til smerten er væk dog min. 20 minutter. Efter afsluttet køling bør et brandsår tildækkes af en løs steril forbinding eller husholdningsfilm. Tilkald hjælp: Ved 1. gradsforbrændinger søges der ikke læge/akutklinik, men der kan bruges aftersun lotion som behandling efterfølgende. Ved 2. gradsforbrændinger søges der skadestue, når: Forbrændingen er mere end 5-7 cm. i diameter. Forbrændingen er på hænder, fødder, i lysken, sædet eller over led og omkring legemsåbninger. Ved 3. gradsforbrændinger alarmeres altid 1-1-2. Ved forværring af tilstanden: Giv førstehjælp [A B C].

 

Når mennesker mister én, der står dem nær – eller kommer ud for et alvorligt ulykkestilfælde, oplever de fleste, at deres reaktioner er anderledes end sædvanligt. Den professionelle krisehjælp er alene et supplement til den omsorg, vi som medmennesker kan tilbyde hinanden. Denne form for hjælp bliver almindeligvis omtalt som psykisk omsorg eller psykisk førstehjælp.

Almindelige reaktioner efter en ulykke
I dagene og ugerne efter en pludseligt opstået hændelse kan man som impliceret miste følelsen af kontrol, overskud og overblik. Man får derfor et stort behov for, at andre kan tage over, så man kan koncentrere sig om at få styr på sine egne tanker og følelser igen.

Psykisk omsorg kan være mange forskellige ting. Det kan være en god ven, kollega eller et familiemedlem, som kan bevare overblikket og hjælpe én med de mest påtrængende opgaver i dagene og ugerne efter en ulykkelig hændelse.

Del tanker og følelser med andre
I tiden efter hændelsen oplever mange, at jo mere de taler om det, der er sket, jo mindre (pinagtige og) ubehagelige bliver tankerne om det. Det opleves som en lettelse at tale med andre.

De fleste kan ved egen, familiens og venners hjælp komme gennem den svære tid og efterhånden vende tilbage til en normal hverdag, hvor oplevelserne på en naturlig måde er kommet på afstand. Nogle hændelser griber så voldsomt ind i vores liv, at det at tale med en professionel fagperson kan være et godt og nødvendigt supplement til den hjælp, vi giver hinanden

Psykisk førstehjælp består i at bruge sin sunde fornuft og evne til at sætte sig i den andens sted: “Hvis jeg var ham, hvad ville jeg så have brug for nu”? 3 vigtige ord i psykisk førstehjælp: Struktur Få styr på situationen og de opgaver, du skal udføre. Omsorg Giv støtte og omsorg til den ramte og personens nærmeste. Information Fortæl den ramte, hvad der er sket, og hvad der skal ske. Vær især opmærksom på en persons chokreaktion, da denne reaktion kan optræde lige efter ulykken. Brug din sunde fornuft Fysisk kontakt kan virke meget betryggende for den ramte, hvis han eller hun vel at mærke bryder sig om det. Brug dine egne fornemmelser for grænserne og behovene hos det menneske, du har med at gøre. Giv plads til, at den ramte kan fortælle om, hvad der er sket, i det omfang og i den form, som han eller hun er parat til.

 

Denne tilstand skyldes en blødning i hjernen eller en blodprop i et eller flere af hjernens blodkar. Dette medfører, at blodforsyningen til en del af hjernen nedsættes eller helt ophører, hvorved den berørte del af hjernen bliver skadet eller dør på grund af iltmangel. Skaderne afhænger af, hvor i hjernen blødningen/blodproppen sidder. Som førstehjælper kan du ikke afgøre, om der er tale om en hjerneblødning eller en blodprop i hjernen. Førstehjælpen er den samme.

Symptomer:

• Lammelser i arme/ben, ofte halvsidige
• Talebesvær
• Lammelser i dele af ansigtet.
• Mistet syn på det ene eller begge øjne
• Dobbeltsyn
• Forvirring eller problemer med at forstå omgivelserne
• Problemer med at styre bevægelser eller finmotorik
• Hovedpine uden nogen årsag.

Førstehjælp ved hjerneblødning/-blodprop:

• Lejr den syge siddende.
• Løsn stramtsiddende tøj.
• Berolig den syge.
• Tilkald hjælp: 1-1-2.
• Ved forværring af tilstanden: Giv førstehjælp [A B C].

TILKALD ØJEBLIKKELIG AMBULANCE: 1-1-2 !

 

Huskeregel til at genkende symptomer på hjerneblødning/-blodprop i hjernen

STRÆK – SNAK – SMIL

• STRÆK – Bed personen om at strække armene frem.
• SNAK – Talebesvær er et almindeligt symptom ved slagtilfælde.
• SMIL – Ansigtslammelser kan påvirke motorikken.
• Er der blot ét af disse symptomer tilstede skal der tilkaldes hjælp – også selvom symptomerne er forbigående.

Den normale kropstemperatur er mellem 36,5 - 37,5° C. Temperaturer over 38° C betragtes som feber. Feberkramper ses som regel hos børn fra 6 måneder til 5 år. I sjældne tilfælde kan man se det hos børn helt op til 12-årsalderen.

Kramperne kan opstå, hvis temperaturen stiger hurtigt til over 38,5° C. F.eks. i forbindelse med infektionssygdomme, hvor hjernens center for temperaturregulering ikke kan følge med. Selvom tilstanden er meget skræmmende og dramatisk at opleve for barnets forældre, er den ikke livstruende.

Tilstanden skal dog tages alvorligt, da man ikke kan udelukke andre sygdomme, f.eks. epilepsi.

Symptomer:

• Hurtig temperaturstigning til over 38,5° C
• Kramper
• Bevidstløshed.

Førstehjælp ved feberkramper:

• Afklæd barnet (afkøling).
• Sørg for barnet ikke slår sig
• Åbn eventuelt vinduet, eller tør barnet med en våd klud.
• Tilkald hjælp: 1-1-2.
• Ved forværring af tilstanden: Giv førstehjælp [A B C].

OBS: Hold ikke igen på barnets bevægelser
– det kan beskadige barnet. Stik ikke noget ind i munden på barnet.

Epilepsi er en sygdom i centralnervesystemet. Epilepsi viser sig ved krampeanfald, der er ledsaget af en kortere eller længere tilstand med bevidstløshed.

Personen falder pludseligt om og bliver bevidstløs. Der kan komme fråde omkring munden, og personen kan have vandladning. Alle muskler spændes samtidigt et kort øjeblik, hvorefter der kommer rykvise kramper. Under anfaldet kan personen blive blå på læber og negle.

Ofte har personen haft tidligere anfald. Anfaldets varighed er normalt et par minutter, men der kan gå op til 10 minutter eller længere, før bevidstheden vender tilbage. Efter anfaldet vil personen være meget træt og øm i kroppen, ligesom der kan være hovedpine og trang til søvn. Alle personer med kramper bør, uanset årsag, komme i kontakt med læge/ ambulance/ akutklinik. Ved kendt epilepsi er der ikke altid behov for akut lægehjælp.

Symptomer:

• Bevidstløshed
• Kramper
• Fråde om munden
• Blåfarvning af læber, ører og næsefløje (cyanose).

OBS: Kramper er et symptom og kan skyldes andre årsager end epilepsi.
Korte krampe-anfald kan være et tegn på hjertestop.

Førstehjælp ved krampeanfald:

• Vær rolig. Personen har ikke smerter og er ikke i livsfare.
• Hvis personen ikke ligger ned: Forsøg at lægge personen ned og løsn stramt tøj om halsen. Beskyt hovedet mod stød på grund af kramperne.
• Forsøg ikke at stikke noget mellem tænderne. Det gavner ikke og kan skade.
• Forsøg ikke at standse kramperne eller at “genoplive” personen. Anfaldet går over af sig selv.
• Forsøg ikke at give noget at drikke.
• Vær ikke bange for at røre ved en person med kramper.
• Når kramperne er ophørte: Giv førstehjælp.
• Tilkald hjælp: 1-1-2.
• Bliv hos personen, indtil professionel hjælp overtager.
• Beskyt personen mod nysgerrige blikke.

Der findes 2 former for diabetes

• Den insulinafhængige (Type 1)
  Den ikke-insulinafhængige (Type 2).

En person med ikke-insulinafhængig diabetes kan selv producere hormonet insulin. Ofte er produktionen ikke stor nok, eller kroppen reagerer ikke på insulinen, som den skal. I de
fleste tilfælde kan personen afhjælpes med en tabletbehandling, typisk kombineret med kostomlægning.

Den insulinafhængige diabetiker kan ikke selv producere insulin. Diabetikeren skal derfor have tilført insulin til kroppen via daglige indsprøjtninger. Begge typer af diabetes kan resultere i, at personen enten får for højt eller for lavt blodsukker.

Årsager til for højt blodsukker:
Infektion/feber, for lidt insulin og fejlagtig kost. Tilstanden udvikler sig langsomt.

Symptomer:

• Kraftig øget tørst
• Hyppig vandladning
• Træthed/sløjhed
• Manglende appetit/kvalme
• Acetonelugtende ånde.

Førstehjælp: Søg læge.

Årsager til for lavt blodsukker:

Personen har ikke fået mad til den fastlagte tid. Hårdt fysisk arbejde/træning eller for stor mængde insulin. Tilstanden kan udvikle sig til at være livstruende.

Symptomer:

• Let sitren og indre uro
• Tendens til sved
• Sultfornemmelse
• Aggression eller gråd/latter
• Evt. bevidstløshed med kramper

Førstehjælp ved for lavt blodsukker (insulintilfælde):

• Berolig den syge.
• Giv personen sukker i form af glukosetabletter / druesukker (svarende til 15-20 gr glukose) / sukker i en anden form, noget at drikke – 2-3 glas mælk/juice, eller et stykke brød.
• Hvis tilstanden bedres med sukkerindtaget i løbet af de efterfølgende minutter, tilkaldes hjælp: 1-1-2
• Ved forværring af tilstanden: Giv førstehjælp [A B C].

Hvis personen er bevidstløs: Giv IKKE noget at drikke eller spise. Læg i stedet personen i stabilt sideleje.

Bemærk: En diabetikers symptomer kan fejlagtigt
forveksles med beruselse.

Astma er en sygdom i lungerne, der typisk er udløst af en allergisk reaktion, som kan give anfald med besværet vejrtrækning. Dette skyldes øget slimproduktion og muskelsammentrækninger i bronkierne.

Kommer personen ikke under behandling, kan situationen forværres. Behandlingen er i dag så god, at langt de fleste kan undgå/begrænse voldsomme anfald.

Symptomer:

• Hvæsende og besværet udåndning
• Nedsat udåndningskapacitet
• Angstpræget adfærd/uro
• Talebesvær pga. vejrtrækningsproblemer
• Eventuel blåfarvning af læber, ører og næsefløje (cyanose).

Førstehjælp ved astma og bronkitis

• Berolig den syge.
• Lad personen sidde eller stå – afhængigt af ønske.
• Hjælp personen med at finde og tage sin astmamedicin.
• Løsn stramtsiddende tøj.
• Sørg for frisk luft, fjern røg og stærke lugte.
• Hvis tilstanden bedres med personens medicin i løbet af de efterfølgende minutter, tilkaldes hjælp: 1-1-2
• Ved forværring af tilstanden: Giv førstehjælp [A B C].

Kronisk bronkitis er en betændelsestilstand i bronkierne, som overvejende skyldes langvarig luftforurening og rygning. En lang række af disse personer vil også kunne have en grad af astma.

Symptomer:

• Hoste samt opspyt af sejt slim
• Besværet, pibende og hvæsende udånding
• Angstpræget adfærd og evt. talebesvær – bruger mange kræfter på at trække vejret.

Førstehjælp ved astma og bronkitis

• Berolig den syge.
• Lad personen sidde eller stå – afhængigt af ønske.
• Hjælp personen med at finde og tage sin astmamedicin.
• Løsn stramtsiddende tøj.
• Sørg for frisk luft, fjern røg og stærke lugte.
• Hvis tilstanden bedres med personens medicin i løbet af de efterfølgende minutter, tilkaldes hjælp: 1-1-2
• Ved forværring af tilstanden: Giv førstehjælp [A B C].

Falsk strubehoste optræder hos små børn, der har en virusinfektion i de øvre luftveje omkring strubehovedet. Det kan f.eks. være på grund af forkølelse eller infektion (bronkitis). Små børn er særligt modtagelige, fordi deres luftveje er snævre.

Symptomer:

• Hivende, pibende vejrtrækning
• Gøende “søløvehoste”
• Eventuelt grå-blålig ansigtsfarve.

Førstehjælp til falsk strubehoste:

• Bevar roen.
• Forsøg at berolige barnet.
• Tag barnet med ud i kølig luft. Stå evt. ved et åbent vindue.
• Få barnet til at sidde op.
• Tilkald hjælp: 1-1-2.
• Hvis tilstanden bedres med vha. den ydede førstehjælp i løbet af de efterfølgende minutter, bør 1-1-2 kontaktes mhp. annullering af hjælp.
• Ved forværring af tilstanden: Giv førstehjælp [A B C].

Allergi er ofte en arvelig betinget sygdom som astma, høfeber og børneeksem. Risikoen for atudvikle allergi er større, hvis dine forældre eller søskende har allergi. Dog kan allergi også opståuden familiær baggrund.

Allergi er en overreaktion i immunsystemet på almindelige, ufarlige stoffer, kaldet allergener. Normalt beskytter immunsystemet mod skadelige mikroorganismer, men ved allergi danner kroppen antistoffer mod uskadelige stoffer. De mest almindelige allergener er kæledyr med pels, husstøvmider, pollen og fødevarer. Allergi kan også udløses af arbejdsrelaterede stoffer.

Symptomer:

• Tilstoppet eller løbende næse
• Træthed
• Hoste
• Udslæt (nældefeber)
• Kløe i mund og hals

Førstehjælp til allergiske reaktioner:

• Spørg om vedkommende har kendte allergier
• Hjælp personen med at tage egen medicin, som personen tager mod allergi
• Håndkøbsmedicin mod allergi i form at antihistaminer bør tages, hvis det er tilgængeligt
• Hvis personens tilstand ikke bedres, kontaktes læge/akutklinik.
• Ved alvorlig allergisk reaktion eller forværring af tilstanden:
• Giv førstehjælp [A B C] og tilkald hjælp: 1-1-2.

Hjertekrampe og blodprop i hjertet
Der kan være forskellige årsager til hjertekrampe/blodprop i hjertet. F.eks. forkalkning i årerne forårsaget af rygning, stress, for højt blodtryk eller arvelig belastning.

Forkalkning i hjertets kranspulsårer (angina pectoris)
Hvis en person ikke får tilført tilstrækkelige mængder ilt til hjertemusklen grundet en indsnævring i kranspulsåren, kan der opstå smerter centralt i brystkassen.

Symptomer:

• Personen bliver pludselig forpustet ved lettere anstrengelse.
• Smerter, som stråler op mod hals og kæbe og ud mod venstre arm.
• Evt. smerter ud til venstre arm, i ryggen eller ned mod maven.

Smerterne forsvinder typisk, når personen holder sig i ro.

Førstehjælp ved angina pectoris:

• Berolig personen.
• Få personen ned at sidde for at undgå, at pulsen stiger.
• Løsn stramtsiddende tøj.
• Hjælp eventuelt personen med at tage sin medicin.
• Tilkald hjælp: 1-1-2.
• Ved forværring af tilstanden: Giv førstehjælp [A B C].

TILKALD ØJEBLIKKELIG AMBULANCE: 1-1-2 !

OBS: Efter der er tilkaldt hjælp, skal bevidste personer med brystsmerter, der kan skyldes blodprop i hjertet, indtage 150-300 mg. acetylsalicysyre (f.eks. Kodimagnyl®, Hjertemagnyl® eller Treo®).
Medicinen bør tygges, eller hvis der er tale om en brusetablet, opløses i vand.
Førstehjælperen bør forinden spørge personen, om han/hun er kendt med allergi overfor
Acetylsalicylsyre. Er der kendt allergi skal personen ikke indtage medicinen.

 

Blodprop i hjertet
En blodprop i en af hjertets kranspulsårer (hjertets egen blodforsyning) vil i løbet af kort tid nedsætte blodtilførslen til den del af hjertemusklen, som den forsyner. Da der ikke kommer blod til den del af hjertemusklen, vil den i løbet af kort tid (inden for 5-15 minutter) begynde at tage skade og derefter gå til grunde på grund af manglende iltforsyning. Dermed er der risiko for hjertestop.

Symptomer:

• Vedvarende smerter centralt i brystkassen, strålende op mod hals og kæbe.
• Evt. smerter strålende ud mod venstre/højre arm eller ned mod maven.
• Personen vil være angst, bleg og koldsvedende (risiko for shock/kredsløbssvigt).
• Hurtigt åndedræt.
• Smerterne forsvinder ikke ved, at personen holder sig i ro.

Førstehjælp ved blodprop i hjertet:

• Berolig personen.
• Få personen ned at sidde.
• Løsn stramtsiddende tøj.
• Hjælp eventuelt personen med at tage sin medicin.
• Tilkald hjælp: 1-1-2.
• Ved forværring af tilstanden: Giv førstehjælp [A B C].

TILKALD ØJEBLIKKELIGT HJÆLP

OBS: Efter der er tilkaldt hjælp, skal bevidste personer med brystsmerter, der kan skyldes blodprop i hjertet, indtage 150-300 mg. acetylsalicysyre (f.eks. Kodimagnyl®, Hjertemagnyl® eller Treo®).
Medicinen bør tygges, eller hvis der er tale om en brusetablet, opløses i vand.
Førstehjælperen bør forinden spørge personen, om han/hun er kendt med allergi overfor Acetylsalicylsyre. Er der kendt allergi skal personen ikke indtage medicinen.

Blødning i mavesækken er den hyppigste årsag til blodigt opkast. Årsagen kan være sygdomstilfælde, f.eks. mavesår eller kræft. Der kan enten være tale om en frisk, lys blødning eller kaffegrumsfarvet opkast, alt efter hvor blødningen stammer fra. Blødningen kan være så kraftig, at
personen udvikler shock/kredsløbssvigt.

Symptomer:

• Lyst blodigt eller kaffegrumsfarvet opkast
• Smerter fra maven
• Alment påvirket med hurtig og svag puls
• Påfaldende bleg
• Kold og klamtsvedende hud.

Førstehjælp ved blodigt opkast:

• Læg den syge i aflastende rygleje eller i en stilling hvor der færrest smerter (fosterstilling) (se fig. b side 28).
• Tilkald hjælp: 1-1-2.
• Ved forværring af tilstanden: Giv førstehjælp [A B C].

I kroppen findes vand både inde i cellerne og i væv samt blodet rundt om. Vand udgør ca. 2/3 af en voksens vægt. Normalt er der balance mellem vandindtag og -udskillelse. Dehydrering opstår, når kroppen indeholder for lidt vand. Det rammer oftest syge spædbørn, ældre og personer med diarré, opkast eller feber, der ikke drikker nok. Hårdt fysisk arbejde, især i varmt vejr, kan også føre til dehydrering.

Symptomer:

• Tørst og kvalme
• Muskelkramper
• Nedsat bevidsthedsniveau

Førstehjælp ved dehydrering:

• Giv små mundfulde med vand og fortsæt, indtil vedkommende ikke længere er tørstig
• Almindelig vand er godt. Hvis personen har svedt meget eller har haft diarréer, er det optimalt at give væske, der indeholder salte.
• Hvis personens tilstand ikke bedres, kontaktes læge/akutklinik.
• Ved forværring af tilstanden: Giv førstehjælp [A B C] og tilkald hjælp: 1-1-2.

Mange af de småskader, du støder på i dagligdagen, er ofte nemme at behandle. De kræver sjældent læge eller behandling på akutklinik. Du skal dog altid være opmærksom på, om nogle af de livsvigtige systemer er truede.

Læs på de efterfølgende punkter, hvad førstehjælpen er til de mest forekommende skader.

Kan opstå spontant eller som følge af et slag. Kan i de fleste tilfælde stoppes uden lægehjælp.

Førstehjælp til næseblod

• Sæt den tilskadekomne op, eventuelt med hovedet let fremover.
• Klem om næsen i 5-10 minutter. Den tilskadekomne kan eventuelt selv gøre det.
• Hvis blødningen fortsætter: Supplér med en klud med isterninger, der placéres over næse/pande, mens du fortsat klemmer. Put eventuelt en isterning i munden.

Søg læge eller akutklinik, hvis blødningen ikke standser efter et par forsøg (2x10 min), eller personen bliver dårlig.

Ved slag på ansigtet kommer der ofte skader på tænderne. Udslåede tænder kan i mange til fælde reddes og skal derfor altid medbringes på skadestuen. Se evt. mere på www.tandskaden.dk.

Førstehjælp til blivende tænder (voksentænder)

Tanden er knækket, slået løs/skæv/op eller der kan ikke bides sammen:

• Lad tanden sidde.
• Kontakt tandlæge
  

Hvis tanden er faldet ud:

• Det bedste er at sætte tanden op på sin plads igen.
• Hold kun på tandkronen og ikke på tandroden.
• Hvis tanden er snavset (eks. jord), så skyl den forsigtigt 10 sek. i koldt vand fra hanen eller isotonisk saltvand.
• Sæt tanden på plads i kæben og opsøg straks tandlæge.
  

Sådan kan du også opbevare en tand/tandstump:

• Hvis det ikke er muligt, skal tanden/tandstykket opbevares fugtigt og lunt. Placer tand eller tandstykke i vedlagte glas med isotonisk saltvand, mælk eller spyt eller
• Placer tanden i tilskadekomnes/pårørendes undermund mellem fortænder og læbe (gælder kun for tænder og ikke tandstykker).
• Opsøg straks tandlæge.
• Placér ikke tandstumper i munden hos børn og bevidsthedspåvirkede af frygt for, at personen sluger dem.

Kontakt altid tandlægen.
Jo hurtigere tanden kommer på plads igen, jo større chance er der for, at den vokser fast igen.

Når kroppen hæver efter slag, skyldes det en blødning mellem hud og knogle. Dette udløser smerte samt misfarvning af huden (blålig).

Førstehjælp ved hævelser efter slag (buler)

• Nedkøl området (virker smertelindrende og mindsker hævelsen).
• Hold en isterning indpakket i en klud eller en pose frosne grøntsager på hævelsen. Er der ændringer i bevidsthedsniveauet: Giv førstehjælp [A B C].
• Ved hovedpine, kvalme og opkastning som tegn på hjernerystelse eller er du i tvivl: Søg lægehjælp.

Snitsår kan f.eks. være forårsaget af skarpe genstande, splintret glas, skarpe metalplader og lignende

Førstehjælp ved snitsår
Hvis såret er mere end 1-2 cm i længden, dybt, gabende, i ansigtet eller ved et led:

• Stop blødningen, og dæk såret med en forbinding.
• Kontakt læge eller akutklinik.

Andre/mindre snitsår kræver lille behandling:

• Rens såret med rent vand. Prøv at undgå sæbe direkte i såret – det kan irritere såret. Brug evt. engangsvaskeklude eller renseserviet.
• Dæk såret med forbinding eller plaster.

Fald på asfalt eller beton forårsager ofte hudafskrabninger. Udækket hud er særligt udsat.

Førstehjælp ved hudafskrabninger

• Hvis hudafskrabningen er omfattende, lokaliseret til ansigtet eller der er fastsiddende urenheder:
  Kontakt altid læge eller akutklinik

Førstehjælp ved hudafskrabninger på f.eks. hænder eller knæ:

• Vask omhyggeligt med rent vand. Prøv at undgå sæbe direkte i såret – det kan irritere såret. Brug evt. engangsvaskeklude eller renseserviet.
• Tildæk med steril forbinding eller plaster.

Varme metalgenstande, strygejern, kogeplade osv. er ofte årsag til små forbrændinger.

Førstehjælp ved små forbrændinger

Hvis forbrændingen er 2. eller 3. grads, større end 5-7 cm i diameter (eller personens ca. egen hånd), lokaliseret til ansigtet, på et led eller er placeret ved naturlige kropsåbninger:

• Skyl straks med vand.
• Kræver altid læge eller behandling på akutklinik.

Andre små forbrændinger:

• Skyl hurtigst muligt med vand ca. 15 - 20° C (det skal føles behageligt).
• Fjern løstsiddende tøj over det forbrændte område under skylning.
• Skyl, til smerten ophører – dog minimum i 20 minutter.

Bid kan være forårsaget af dyr eller mennesker. Bid kan give muskelskader, og der kan komme infektioner i bidsåret. Derfor er det vigtigt, at der er tænkt på stivkrampevaccine.

Førstehjælp til bidskader

Hvis huden er gennembrudt, eller biddet er lokaliseret til ansigtet:

• Dæk såret sterilt til, hvis det er åbent.

Kontakt læge eller akutklinik.

Bi- eller hvepsestik er almindeligvis ikke farlige, men kan være det, hvis den stukne er allergisk over for stikkene.

Særlig tilstand, du skal være opmærksom på ved bi- eller hvepsestik:

• Voldsomme hævelser.
• Udslæt på kroppen.
• Utilpashed.
• Vejrtrækningsbesvær.
• Stikket er lokaliseret i munden.
• Personen har kendt allergi med kraftig reaktion ved insektstik.

Førstehjælp ved bi- og hvepsestik, hvis der er tale stik i mund, svælg eller tegn på allergi
Tilkald hjælp: 1-1-2 ! 

Førstehjælp ved bi- og hvepsestik, hvis almentilstanden IKKE er påvirket:

• Fjern eventuelt brod (bistik) med en nål, eller skrab med en kniv.
• Brug ikke pincet (det klemmer giftsækken sammen og tømmer mere gift ud).
• Lindr smerte og hævelse med is.
• Ved stik i munden: Lad personen tygge på en isterning.

Hugormen lever i lyng, hede og klitområder og er særlig aktiv på solskinsrige sommerdage. Hugormen bider kun, hvis den ikke kan flygte. Hvis man ikke er allergisk over for hugormegift, er hugormebid normalt ikke farlige. Der kommer dog altid hævelse og smerter fra bidstedet.

Førstehjælp ved hugormebid

Hvis der er voldsomme hævelser, udslæt på kroppen, utilpashed og vejrtrækningsbesvær: Tilkald øjeblikkelig ambulance: 1-1-2 !

• Hold den legemsdel, der er blevet bidt, i ro.
• Afkøl IKKE bidstedet.

Alle, der er blevet bidt af en hugorm, bør observeres på sygehuset, da man kan udvikle forgiftningssymptomer.

Fjæsing er en fisk, som findes i lavvandsområderne tæt ved kysterne. Den graver sig ned i sandet og er dermed svær at se. Fjæsingen har en giftig rygfinne, som den rejser, når den føler sig truet – f.eks. hvis en badende person nærmer sig.

Førstehjælp ved fjæsingstik

• Hvis personen bliver dårlig: Kontakt altid læge eller akutklinik
• Hold foden i så varmt vand som muligt. Varmt vand er en effektiv behandling. Varmen nedbryder giften og fjerner smerten.

Skovflåten er en mide, der bider sig fast, så kun bagkroppen stikker ud. Skovflåten findes i buskads, skovbund, lav bevoksning og lignende. Hvis man opholder sig i disse områder, vil skov-flåten lade sig falde ned og sætte sig på dyr eller mennesker.

Miden kan være smittebærer for Borrelia-bakterien eller TBE-virussen. Hvis denne bakterie eller virus ikke behandles, kan den i sjældne tilfælde give hjernebetændelse. Derfor bør man altid kontrollere børn for skovflåt efter skovture og lignende.

Fjernes skovflåten inden for 24 timer, er faren for infektion med Borrelia-bakterien minimal og overordnet set er en meget lille sandsynlighed for den enkelte person for at blive smittet med TBE-virussen i Danmark, og efterfølgende også udvikle hjernebetændelse.

Førstehjælp ved bid af skov flåt

• Fjern flåten med et flåtkort eller en speciel flåttang (tag fat så tæt på flåtens hoved som muligt).
• Brug ikke gamle husråd (brænde med cigaret, smøre med fedt mv.) da dette kan medføre, at flåten tømmer sit maveindhold ned i bidstedet med risiko for infektion.
• Søg læge, hvis du ikke kan fjerne flåten selv.

Søg altid læge, hvis der kommer hævelse, rødme og/eller udslæt i huden omkring bidstedet.

Splinter:
Have- og træarbejde er ofte årsag til splinter i huden. Hænderne er særligt udsatte.

Førstehjælp ved splinter

• Fjern splinten med en pincet (hvis du kan se den og bedømme dens længde).
• Træk tilbage i den retning, splinten gik ind.
• Vask efterfølgende med vand og sæbe.

Søg altid læge, hvis splinten er skjult, sidder fast i såret, eller der er hævelse og rødme som tegn på betændelse.

Fremmedlegeme og slag i øjet
Fremmedlegemer i øjet kan f.eks. komme fra træsplinter fra en rundsav eller lignende. Dette sker typisk, fordi man glemmer at benytte beskyttelsesbriller.

Søg altid læge eller akutklinik ved:

• Synlige fremmedlegemer, som sidder fast i øjet.
• Blødning eller smerte i øjet.
• Dobbeltsyn.
• Konstant tåreflod.

Førstehjælp ved synlige fremmedlegemer i øjet:

• Forsøg at lirke fremmedlegemet ud med en vatpind eller lignende, hvis det ikke sidder fast.
• Skyl øjet fra næserod og udad.

Fremmedlegeme i øret
Fremmedlegeme i øret forekommer især hos børn, som har puttet små genstande ind i øregangen. Det kan dog også i sjældne tilfælde dreje sig om et lille insekt, der kommer ind i øret. Bliver fremmedlegemet ikke fjernet, kan det give anledning til betændelse i øret eller beskadigelse af trommehinden.

Førstehjælp ved fremmedlegeme i øret
Hvis du ikke kan se eller fjerne fremmedlegemet med en pincet, eller personen klager over smerte eller ømhed i øret: Søg altid akutklinik.

• Fjern fremmedlegemet med en pincet eller lignende, hvis du kan se det.
• Fjern insekter ved at skylle øret forsigtigt med en øresprøjte, hvorved insektet flyder ud.

 

Fremmedlegemer i næsen
Fremmedlegemer i næsen opstår – i lighed med fremmedlegemer i øret – oftest hos børn.

Det er ikke sikkert, at du opdager problemet, før der er gået et par dage. Måske får barnet næseblod, eller der kan komme en blodig, ildelugtende væske fra næseboret. Fremmedlegemet kan give en betændelsestilstand i næsen, eller barnet kan sluge genstanden med risiko for kvælningsfornemmelser.

Førstehjælp ved fremmedlegemer i næsen

• Fjern fremmedlegemet med en pincet, hvis du kan se det.
• Få personen til at puste fremmedlegemet ud med næsen.

Søg altid læge eller akutklinik, hvis:

• Du ikke kan se eller let fjerne fremmedlegemet med en pincet
• Der kommer ildelugtende, blodtilblandet væske fra næseboret.

Hvis der kommer et fremmedlegeme i luftvejene: Giv førstehjælp [A B C].

Vaccinationer:
Langt de fleste mennesker i Danmark har fået en grundvaccination som barn. Denne vaccine dækker, til man bliver genvaccineret, som anbefalet af Sundhedsstyrelsen. Husk, at vaccination skal være “up to date”.

Ved småskader kan der være risiko for infektion. Derfor er det en god idé at være vaccineret mod stivkrampe (tetanus).

Spørg en læge, hvis du er i tvivl om, om din eller andres vaccination er fuldt dækkende.

Mikroorganismer er en fællesbetegnelse for bakterier, vira og svampe. De findes i jord, vand, luft og på alle overflader. Langt de fleste mikroorganismer er uskadelige. Men selv de, der normalt er uskadelige, kan være sygdomsfremkaldende hos mennesker med nedsat modstandskraft (immunforsvar).

Huden er et godt værn mod indtrængen af bakterier. Men hvis huden beskadiges, kan bakterier trænge ind i det underliggende væv og fremkalde en infektion. Bakterier sidder både på den genstand, der trænger gennem huden, og på hudens øverste lag. Når huden ødelægges, bringes bakterierne ind i det underliggende væv. Når huden ikke er intakt, kan der være risiko for infektion (betændelse), som vil forsinke sårhelingen.

Betændelse viser sig ved:

• Hævelse
• Rødme
• Ømhed
• Varme
• Smerte.

Førstehjælp ved et sår med infektion:

• Rør aldrig såret med fingrene.
• Beskyt såret med et sterilt sårdække.
• Sørg for omhyggelig hygiejne (vand og sæbe).

Hvis du overholder disse punkter, kan du forhindre en yderligere infektion.
Vigtigt: Ved store blødninger skal du ikke tænke på infektionsfaren, men standse
blødningen ved finger- eller håndpres direkte i/på blødningen.

Smittefare ved HIV og leverbetændelse?
Det har været en udbredt opfattelse, at man kan blive smittet med leverbetændelse eller HIV, når man giver førstehjælp. Risikoen for smitte er meget lille, hvorfor angsten for smitte ikke bør
forhindre dig i at yde førstehjælp.

En god håndhygiejne er den bedste forebyggelse mod smitte.

De fleste ulykker, som vi oplever, er mindre ulykker. Der kan være situationer, hvor der er flere tilskadekomne, f.eks. trafikuheld med flere biler involverede. I alle disse situationer er det vigtigt at bevare roen og danne sig et overblik over ulykkens omfang. Brug her førstehjælpens 3 hovedpunkter.

Ved større ulykker kan det være svært at få det fulde overblik over ulykkens omfang. I enkelte situationer kan det være nødvendigt at foretage en alarmering først, i stedet
for at forsøge at redde nogle få mennesker.

Skab sikkerhed på ulykkesstedet Der er altid en risiko ved at være på et ulykkessted, da ulykken kan udvikle sig og kan medføre, at såvel de tilskadekomne som førstehjælperen er udsatte, så længe trafikken ikke er standset eller reguleret ved et ulykkessted. Derfor er det vigtigt at få sikret skadestedet. Sådan kan du skabe sikkerhed på et skadested: Placér bilen et stykke væk fra skadestedet med havariblinket tændt. Opsæt advarselstrekant. Nødstop kørende maskiner. Stands kørende motorer. Medbring en pulverslukker (minimum 2 kg). Større ulykker Hvis ulykken er stor, er der en række ændrede vilkår i forhold til dagligdagens små ulykker. Her er det meget vigtigt at holde fast i førstehjælperens 3 hovedpunkter. Når der er flere tilskadekomne, er det vigtigt, at det er de rigtige, der bliver hjulpet først. Her er det vigtigt, at du handler ud fra A B C princippet, så du sikrer de livsvigtige funktioner hos flest mulige tilskadekomne. Du vil få hjælp via alarmcentralen 1-1-2, der vil sammenkoble dit alarmopkald til en sundhedsfaglig person, der kan hjælpe dig igennem prioriteringen og førstehjælpen.

 

Alle celler i kroppen har behov for ilt, da de ellers ikke kan opretholde deres funktion. Nogle celler kan kun undvære ilt i få minutter, før de tager skade. Hjernens celler er blandt disse. Hjernens celler har et stort behov for ilt og er særligt følsomme over for iltmangel. Hvis hjernens celler går til grunde som følge af iltmangel, påvirker det resten af kroppen, fordi hjernen styrer kroppens funktioner.

Hjernens celler får ikke ilt, hvis:

• lungerne ikke får tilført iltholdigt luft.
• hjernen ikke får tilført iltholdigt blod.

Derfor skal du altid forsøge at opretholde funktionerne i "De livsvigtige systemer":

De 3 systemer udgør tilsammen “Den livsvigtige ilttransport”. Alle 3 systemer er nødvendige for at kunne opretholde normalt liv (se fig. b). Det skal du gøre: Sikr vejrtrækningen hos den tilskadekomne. Sikr cirkulationen hos den tilskadekomne.

Hvis et af de livsvigtige systemer udsættes for påvirkninger ved ulykke eller sygdom, kan systemet svigte, og personen er i livsfare. Se på personens tilstand, og vurdér behovet for førstehjælp.

Eksempel:
Hvis en person slår hovedet, påvirker det centralnervesystemet. Den tilskadekomne kan blive
bevidsthedspåvirket, svær at kontakte og vejrtrækningen kan derfor blive truet.

Centralnervesystemet, åndedrætssystemet og kredsløbssystemet kaldes “de livsvigtige systemer”, da de kun kan være ude af drift (uden ilt) i kort tid, før kroppen går i stå. Det er altafgørende, at de fungerer så optimalt som muligt. Derfor er behandling af disse systemer den vigtigste opgave i en eventuel førstehjælpssituation.

CENTRALNERVESYSTEMET

Centralnervesystemet styrer alle funktioner i kroppen. Ved hjælp af de forskellige sanser (føle-, syns-, høre-, smags- og lugtesansen) registrerer centralnervesystemet alt, hvad der sker omkring os. Centralnervesystemet bearbejder alt dette og videresender herefter besked til de forskellige systemer i kroppen om at udføre en reaktion.

Funktionen kan sammenlignes med et elektrisk system, hvor rygmarven er et stort el-kabel. I stedet for metaltråd indeholder den nervetråde, der har til opgave at videresende beskeder til og fra hjernen.

Nogle af centralnervesystemets funktioner bliver udført ubevidst, mens andre opfattes bevidst. F.eks. når du kører bil og ser et rødt lys, reagerer du ved at flytte foden fra speederen til bremsen.

ÅNDEDRÆTSSYSTEMET

Åndedrættet har til opgave at transportere luft og dermed ilt til cellerne. I lungerne foregår en overførsel af ilt til blodet, som derved transporterer ”frisk ilt” til cellerne i kroppen. Åndedrættet transporterer desuden affaldsstoffer (f.eks. kultveilte) væk fra lungerne.

KREDSLØBSSYSTEMET

Kredsløbet er kroppens indre transportsystem. Systemet sender ilt, næringsstoffer og lignende til organismens øvrige organsystemers energiomsætning, hvilket er en afgørende forudsætning for deres funktioner.

FORDØJELSESSYSTEMET

Fordøjelsessystemets opgave er at bearbejde og nedbryde næringsstofferne, så de kan optages i blodet og derefter transporteres rundt i kroppen. Den overskydende del af føden (som ikke bliver udnyttet) bliver udskilt via afføringen.

UDSKILLELSESSYSTEMET

Affaldsstoffer fra cellernes stofskifte bliver udskilt via urinproduktionen, og en række mekanismer samarbejder om at opretholde en normal sammensætning af organismens væskebalance, herunder er nyrerne et centralt element. Vand og salte udskilles med urin, sved og usynlig fordampning fra huden. Mindre mængder tabes med udåndingsluft og afføring. Desuden deltager udskillelsessystemet i reguleringen af blodets surhedsgrad.

BEVÆGEAPPARATET

Skelettet
Skelettet er det stillads, som giver kroppen dens form, og det udgør den stabile del af bevægeapparatet. Skelettet har desuden en beskyttende funktion ved at fungere som værn for de livsvigtige organer.

Muskelsystemet
Muskelsystemets opgave er først og fremmest at gøre os i stand til at bevæge os. Muskler og sener er hæftet på knoglerne, og det er sammentrækning og afslapning i musklerne, der giver bevægelserne. Dette kan gøres såvel bevidst som ubevidst (se afsnittet om centralnervesystemet).

Nervesystemet har grundlæggende betydning for menneskets eksistens og måden, vi reagerer på.

Nervesystemet er delt op i to hovedområder: Centralnervesystemet Det perifere nervesystem. Centralnervesystemet Centralnervesystemet omfatter storhjernen, lillehjernen, den forlængede rygmarv og rygmarven (se fig. a). Dette system ligger godt beskyttet – dels af kranieknoglerne og dels af hvirvellegemerne i rygsøjlen. Systemet er omgivet af rygmarvs- og hjernehinder samt væske. Hvor sidder centralnervesystemet? Centralnervesystemet ligger godt beskyttet. Dels af kranieknoglen og dels af hvirvellegemerne i rygsøjlen. Bevidstheden inddeles i 4 niveauer: Normalt vågen Omtåget Sovende Bevidstløs

En person, hvis tilstand er inden for niveau 1, 2 eller 3, kan altid vækkes. Man kan derfor spørge vedkommende om, hvad der er sket. En bevidstløs person kan ikke vækkes med tiltale, råb eller let rusk og kræver derfor øjeblikkelig førstehjælp.

I stor- eller lillehjernen bliver de menneskelige sanseindtryk omsat til handlinger eller reaktioner. I den forlængede rygmarv er centre for åndedræt, kredsløb og bevidsthed placerede.

Det perifere nervesystem
Det perifere nervesystem er den afsides del af nervesystemet, som bliver forgrenet ud fra
rygsøjlen til alle dele af kroppen.

Nervebanerne går fra rygmarven gennem de små mellemrum, der findes mellem hvirvlerne i rygsøjlen. Nervebanerne indeholder bundter af såvel indadgående som udadgående nerver (se fig. b). Fra rygmarven forgrener nervebanerne sig til den øvrige del af kroppen (se fig. a).

Hvorfor er det farligt at være bevidstløs?
Bevidstløshed skyldes en påvirkning af centralnervesystemet. Når en person er bevidstløs, slapper alle muskler af, og personens vigtige reflekser forsvinder.
Hvis en bevidstløs person kaster op, vil den normale afværgerefleks, der sørger for at opkastet ikke går i luftrøret (se side 65), være ude af drift, og personen risikerer at blive kvalt. Hvis den bevidstløse person ligger på ryggen, kan tungen falde tilbage i svælget og lukke af for luftvejene.

Uden basal genoplivning kan dette medføre kvælning og dermed døden.

Åndedrætssystemets opgave er at optage ilt fra den atmosfæriske luft og udskille affaldsstoffer (kultveilte) gennem udåndingsluften. Derudover medvirker åndedrætssystemet til tale samt stimulering af lugtesansen.

Åndedrætsorganerne består af:

• Åndedrætsmuskler
• Lunger
• Luftveje

Åndedrætsmuskulaturen Åndedrætsmuskulaturen består af ribbens- og mellemgulvsmusklerne. Indånding opstår, når mellemgulvsmusklen bliver sænket, og musklerne mellem ribbenene trækker sig sammen. Derved bliver rumfanget i lungerne øget. Luften bliver suget ned gennem luftrøret og ud i luftrørsgrenene (bronkiegrenene). Derefter gennem mindre og mindre grene (bronkiolerne) for til sidst at blive ført til de mindste afsnit af lungerne – lungeblærerne (alveolerne – se fig. a). Udåndingen sker, når ribbens- og mellemgulvsmusklerne slapper af. Herved bliver rumfanget i lungerne mindsket, og luften presses ud. Åndedrættet består af skiftende ind- og udånding. Ved indånding optager kroppen ilt, som bliver brugt ved forbrændingsprocessen i alle kroppens celler. Ved udånding bliver der udskilt kultveilte (CO2), der er et af affaldsstofferne fra forbrændingsprocessen i cellerne. Ved besværet åndedræt kan det være nødvendigt at bruge kroppens hjælpemuskler, som f.eks. hals, ryg- og bugmuskler, for at kunne udføre vejrtrækningen.

Lungerne:
Hver lunge er omgivet af en dobbelt lungehinde, som består af bindevæv. Den inderste lungehinde er fastvokset til lungevævet, og den yderste er fastvokset til mellemgulvet og indersiden af brystkassen. Mellem de to hinder er der et svagt undertryk, som holder lungerne udfoldet. Lidt væske mellem hinderne forhindrer, at der opstår gnidningsmodstand under ind- og udånding. Lungerne er således “limet” til åndedrætsmuskulaturen.

Et voksent menneske i hvile trækker vejret ca. 12-20 gange i minuttet. I den atmosfæriske indåndningsluft er der ca. 21 % ilt, og i udåndningsluften er der ca.17 % ilt.Der er altså kun en smule mindre ilt i vores udåndningsluft end i vores indåndningsluft, da kroppen kun har brugt ca. 4 %. Det forholdsvis høje indhold af ilt i vores udåndingsluft er grundlaget for, at kunstigt åndedræt kan lykkes.

Luftvejene:
Luftvejene består af øvre og nedre luftveje.

De øvre luftveje består af:

• Næsehule
• Svælg
• Strube og strubelåg.

Næsehulen
Næsehulen har til opgave at rense, fugte og opvarme indåndingsluften.

I svælget findes strube og strubelåg. Strubelåget sikrer, at du ikke får maden ned i luftrøret. Maden tygges sammen i en “fødebolle”, som skubbes bagud af tungen mod svælget. Den bløde gane lukker af, så maden ikke kommer op i næsehulen. Samtidig klapper strubelåget ned over struben, og adgangen til luftvejene bliver lukket. Maden kan nu kun komme en vej – nemlig ned i spiserøret.

Struben Struben er udstyret med reflekser, som bl.a. beskytter luftrøret mod fremmedlegemer. Hvis du f.eks. får en krumme ned i luftrøret, bliver der øjeblikkeligt udløst en kraftig hostereaktion. Denne hostereaktion er udløst af en refleks, som sikrer, at krummen blæses ud af svælget med det samme (se fig. a). De nedre luftveje består af: Luftrør To luftrørsgrene (hovedbronkier). Luftrøret Luftrøret bliver holdt åbent ved hjælp af bruskringe og muskler. Indvendigt i luftrøret er der en mængde små fimrehår, som tilbageholder partikler i indåndingsluften. Disse partikler kan herefter hostes op. Luftrøret deler sig i to luftrørsgrene (bronkiegrene). Herfra deler de sig ud i flere og mindre grene (bronkiolerne) og ender i de mindste afsnit af lungerne, lungeblærerne (alveolerne). De nedre luftveje kan sammenlignes med et træ, hvor stammen er luftrøret, grenene er bronkierne, og bladene er alveolerne.

Luftskiftet mellem ilt og kultveilte (affaldsstoffet fra forbrændingen i cellerne) finder sted i lungeblærerne (alveolerne). Væggen mellem lungeblærerne og blodkarrene er meget tynde og derfor gennemtrængelige for luft-/gasarter. Ilten fra indåndingsluften i alveolerne vil derfor trænge over i blodbanen, og ligeledes vil kultveilte(CO2) fra blodbanen trænge over i alveolerne og blive fjernet med udåndingsluften (se fig. b).

Hvor sidder lungerne?
Lungernes placering starter, hvor kraveben og brystben mødes og fylder det meste af brysthulen. Foran slutter lungerne ved ca. 5.- 6. ribben, hvor de hviler på mellemgulvet – svarende til en linje fra en håndsbredde under armhulen eller en linje mellem brystvorterne. Bagtil går de ned til ca. 9.-10. ribben, altså næsten helt ned til ribbensranden. Lungerne ligger altså godt beskyttet bag ribbenene.

Kredsløbssystemet består af:

• Hjertet
• Blodkarrene
• Blodet

Hjertet
Hjertet er en stor muskel på størrelse med din egen knyttede hånd. Hos voksne personer i hvile pumper hjertet 60-80 gange i minuttet, og hver gang pumper det ca. 70 ml ud, dvs. ca. 5-6 liter i minuttet (svarende til den samlede blodmængde).

Selve hjertet er delt i en højre og en venstre side med en skillevæg (se fig. a). Hver halvdel består igen af to kamre, som kaldes forkammer og hjertekammer. Mellem for- og hjertekammer findes en klapventil, som kun tillader blodet at passere i én retning. Hjertet har sin egen blodforsyning, kranspulsårerne, som udgår fra hovedpulsåren (aorta) lige efter afgangen fra venstre hjertekammer.

Blodårerne til hjertemuskulaturen danner en krans omkring hjertet, deraf navnet kranspulsårer (se fig. b). Disse årer forgrener sig til kapillærer overalt i hjertemusklen og forsyner hjertets celler med ilt. På illustrationen kan du se alle de omkransende grene, der udgøres af såvel arterier (pulsårer) og vener (returårer). En af de hyppigste årsager til hjertesvigt er en aflukning af kranspulsårerne (arterierne) enten delvist eller helt. Hjertets elektriske system (se fig. c) Hjertets sammentrækninger sker via nogle elektriske impulser, der får musklerne i kamrene til at trække sig sammen i en nøje afstemt orden. Hjertets arbejdsrytme styres af sinusknuden, som ligger højt i højre forkammer. Sinusknuden leder impulser til sammentrækning af begge forkamre og sender umiddelbart derefter impulser videre til AV-knuden (atrioventrikulærknuden). AV-knuden er et center i skillevæggen mellem højre for- og hjertekammer. Dette center sørger for at sende besked, via fibre, til hjertekamrenes muskulatur om at trække sig sammen. I AV-knuden sker der en forsinkelse af den elektriske udladning, således at forkamrene og hjertekamrene ikke trækker sig sammen samtidigt.

Hvor sidder hjertet?

Hjertet ligger godt beskyttet bag brystbenet. På en voksen person er hjertet placeret 3 fingerbredder fra nederste del af brystbenets spids. Hjertets nederste
del ligger lige over mellemgulvsmusklen, drejet lidt mod venstre. Dette svarer til en linje fra en håndsbredde under armhulen eller en linje mellem brystvorterne. I forbindelse med HLR skal du trykke midt på brystkassen, dette svarer til ovenstående.

 

Når hjertekamrene trækker sig sammen, sendes det blod, der er i højre og venstre hjertekammer ud i henholdsvis det store og lille kredsløb. Det er det elektriske udslag fra dette, man vil kunne se på et EKG-diagram.

Disse udslag benævnes med bogstaverne: P QRS T og er et billede af hjertets elektriske udladning. Se fig. c.

Når der sker en defekt i det elektriske system, vil man i visse tilfælde kunne hjælpe hjertet i gang igen med et elektrisk stød fra en AED/hjertestarter.

Blodkarrene: Transport af blod i kroppen foregår i 3 slags blodkar: Pulsårer (arterier) Hårkarnet (kapillærer) Returårer (vener). Arterier Arterier er tryksiden fra hjertet (venstre hjertekammer), der transporterer iltet blod og næringsstoffer ud til cellerne samt uiltet blod fra hjertet (højre hjertekammer) til lungerne. Kapillærnettet Arterierne bliver mindre og mindre for til sidst at grene sig ud i kapillærnet, som er en meget fin forgrening af blodårer, hvorigennem kroppens celler kan modtage ilt og nærringsstoffer m.m. Og ligeledes føres affaldsstoffer fra cellerne tilbage via kapillærnettet, som igen bliver til store årer kaldet vener (se ovenfor). Affaldsstoffer i veneblodet bliver udskilt via nyrer, lever, udåndningsluften mv. (se side 129). Det er altså i kapillærnettet, at stofudvekslingen (ilt og affaldsstoffer) sker imellem blod og celler. Vener Venerne transporterer iltfattigt blod og affaldsstoffer retur fra cellerne (til højre forkammer) samt iltet blod fra lungerne til hjertet (til venstre forkammer).

Blodet
Hos en voksen person på 80 kg er den totale blodmængde ca. 5-6 liter (ca. 8 % af personens vægt). Blodet er sammensat af to hovedgrupper: blodplasma og blodceller.

Blodplasma er en væske, som transporterer blodcellerne rundt i kroppen. I blodplasma transporteres også nærings- og affaldsstoffer. Blodcellerne kan transportere ilt, nærings- og
affaldsstoffer. Andre blodceller deltager i infektionsbekæmpelse og blodstandsning.

Blodcellerne deles op i 3 undergrupper: Røde blodceller – ilttransport Hvide blodceller – forsvar mod infektioner Blodplader – blodstandsning. Kredsløbet Kredsløbet kan opdeles i det store og det lille kredsløb. Det store kredsløb Det store kredsløb transporterer blod fra venstre hjertehalvdel ud i kroppen og tilbage til højre hjertehalvdel. Det iltmættede blod bliver pumpet ud i arterierne via venstre hjertehalvdel. Derved transporteres der ilt og næringsstoffer til kroppens celler. Når ilten og næringsstofferne er forbrændt i cellerne, bliver blodet med affaldsstofferne (fra forbrændingen i cellerne) transportere tilbage til højre hjertehalvdel. Dette sker gennem venerne – dels ved det undertryk, der opstår i brystkassen ved vejrtrækning, og dels ved et tryk fra de muskler, der ligger tæt op af venernes tynde vægge. Dette kaldes “venepumpen”. Venerne er indvendigt forsynet med “ensretterventiler” (veneklapper), som ensretter blodstrømmen tilbage til hjertet.

Det lille kredsløb
Det lille kredsløb transporterer det uiltede blod fra højre hjertehalvdel ned til lungerne til fornyet iltning – og derefter tilbage til venstre hjertehalvdel. Det er i lungerne, at udvekslingen af kultveilte (CO2) og ilt foregår (se under åndedrætssystemet).

Kredsløbet har desuden til opgave at deltage i kroppens varmeregulering og i forsvaret mod infektioner.

Fordøjelsessystemet består af:

• Munden
• Spiserøret
• Mavesækken
• Tolvfinger-, tynd- og tyktarmen
• Bugspytkirtlen
• Leveren
• Galdeblæren
• Endetarmen.

Næringsstofferne stammer fra de føde- og drikkevarer, du indtager. Kroppen har brug for næringsstoffer til vækst, reparation og udvikling af energi.

Maven og tarmene bearbejder den indtagne føde og væske. Bl.a. ved at ælte, findele og nedspalte næringsstofferne kemisk, så de kan blive optaget gennem tarmene.

Blodet transporterer næringsstofferne med rundt i kroppen. Mange af næringsstofferne bliver omdannet og deponeret til senere brug.

Leveren kan sammenlignes med en kemisk fabrik, som nedbryder, omdanner og deponerer næringsstofferne for senere at kunne bruge dem andre steder i kroppen. Føde og væske, som ikke fordøjes eller optages, udskilles som afføring eller urin.

Topografisk anatomi - Hvor sidder mavesækken og leveren?

Mavesækken Mavesækken ligger til venstre opadtil i bughulen. Den ligger helt bagtil, så den hviler på milten. Opadtil ligger mavesækken lige under mellemgulvet. Mavesækken ligger meget tæt op ad hjertet, kun adskilt af mellemgulvet. Det kan derfor nogle gange være svært at konstatere, om smerter stammer fra hjertet eller mavesækken. Musklen i mellemgulvet finder du ved at ”tegne” en linje over brystkassen – en fingerbredde under brystvorten. Du kan også tage en flad hånd op i armhulen. En linje fra underkanten af denne hånd over brystkassen svarer ligeledes til mellemgulvsmusklen. Leveren Leveren ligger i den øverste højre del af bughulen, umiddelbart under mellemgulvet. Du kan få en fornemmelse af, hvor leveren ligger ved at “tegne” en trekant: Fra nederste ribbensrand i højre side – op til højre brystvorte – over til venstre brystvorte – og tilbage til punktet ved højre ribbensrand.

 

Affaldsstoffer fra cellernes stofskifte bliver udskilt via urinproduktionen, og en række mekanismer samarbejder om at opretholde en normal sammensætning af organismens væskebalance, herunder er nyrerne et centralt element. Vand og salte udskilles med urin, sved og usynlig fordampning fra huden. Mindre mængder tabes med udåndingsluft og afføring. Desuden deltager udskillelsessystemet i reguleringen af blodets surhedsgrad. Udskillelsessystemet består af: Nyrerne Milten. Nyrerne For at de forskellige vævsvæsker i kroppen forbliver optimale i forhold til mængde, koncentration og sammensætning, er det nyrernes opgave at: Udskille affaldsstoffer fra cellernes stofskifte Regulere kroppens væskebalance Regulere koncentrationen af salte i blodet Deltage i reguleringen af blodets surhedsgrad (pH). Milten Milten færdigdanner de hvide blodlegemer. Der sker endvidere en nedbrydning af gamle røde blodlegemer. Milten fungerer desuden som depot for røde blodlegemer. Når kroppen har behov for en øget mængde røde blodlegemer til at transportere ilt, tømmer milten sit depot ud i blodet ved muskelsammentrækninger. Dette kan mærkes som sidestik, typisk i forbindelse med hård, fysisk træning.

Topografisk anatomi - Hvor sidder nyrerne og milten?

Nyrerne
Nyrerne ligger opadtil i bughulen. Bagtil er de placeret op mod de tre nederste ribben på hver side af rygsøjlen. Ca. 2/3 af nyrerne ligger beskyttet af ribben.

Milten
Milten ligger i den øverste venstre del af bughulen helt oppe under mellemgulvet og helt tilbage mod den bageste del af ribbenene. Den ligger ca. op mod 9.- 11. ribben.

Bevægeapparatet omfatter: Knogler Led Muskler. Knogler Skelettet består af ca. 200 knogler og udgør ca. 20 % af legemsvægten. Skelettet er kroppens største mineraldepot. Knoglernes funktion Knoglerne afstiver kroppen og er hæfte for muskler samt nogle bløde organer. Knoglerne yder beskyttelse af livsvigtige organer som hjerne, hjerte og lunger. Knoglerne danner i samarbejde med leddene et system af vægtstænger, som overfører muskelsammentrækninger til bevægelse af lemmerne og kroppen. I nogle knogler findes den røde knoglemarv, hvori blodets celler bliver dannet (røde og hvide blodlegemer samt blodplader). Knoglerne er beklædt med benhinde og er rig på blodkar, som forsyner knoglecellerne med ilt og næring. Knogler er inddelt efter udseende i 3 typer: Rørknogler Findes i arme og ben Flade knogler F.eks. skulderblad, bækken og brystben Uregelmæssige knogler F.eks. ryghvirvler og knogler i håndog fodrod.

Knoglerne er opbygget af knoglevæv. Selvom knoglevæv virker stift og dødt, er det levende væv, hvor der hele tiden sker en nedbrydning og opbygning.

Led
De dele af knoglen, som indgår i et led, er beklædt med et tykt lag ledbrusk, så knogleenderne lettere kan glide mod hinanden. Der, hvor to eller flere knogler mødes, dannes et led, som giver mulighed for bevægelse.

Led inddeles i

• Ægte led
• Uægte led.

Ægte led
Ægte led består af to knogleender beklædt med ledbrusk og omgivet af en ledkapsel, som danner en ledhule med ledvæske. Ledvæsken smører leddet og ernærer ledbruskens celler. Over ledkapslen er der på kryds og tværs anbragt stærke ledbånd, som stabiliserer leddet og bremser for alt for store bevægelser. Leddene i fingrene er et godt eksempel på ægte led.

Knæleddet er et af de største og mest komplicerede led i kroppen. For at fordele trykket fra kroppen over en større flade, er der indskudt to små bruskskiver (menisker) i leddet.

Uægte led
Uægte led består af to knogleender, der er direkte forbundet med brusk eller bindevæv af forskellig tykkelse. Der er kun ringe bevægelighed i et uægte led, som eksempelvis findes mellem kranieknoglerne, mellem ryghvirvlerne og mellem skambenene.

Rygsøjlen består af ryghvirvler. Det er uregelmæssige knogler, som er placeret oven på hinanden. Mellem ryghvirvlerne er der bruskskiver (diskus), som giver rygsøjlen en vis bevægelighed.

Muskler Muskelvævet udgør næsten halvdelen af kropsvægten hos en veltrænet person. Udover bevægelse sørger musklerne for: Hjælp til balance og støtte Beskyttelse af kroppen og dens organer Peristaltiske bevægelser (bl.a. tarmenes og spiserørets bølgebevægelser) Regulering af blodstrømmen og kropstemperaturen. Muskelarbejde kræver stor forsyning med ilt og næringsstoffer. Skeletmuskler – holder kroppen i balance Skeletmuskler er opbygget af muskelceller, der er holdt sammen i bundter af bindevæv. I muskelenderne går bindevævet over i sener. Senerne hæfter på knoglerne, så en muskel strækker sig over et eller flere led. Når musklen ændrer længde, enten ved at trække sig sammen eller slappe af, bevæges leddet. Skeletmuskulaturen justerer til stadighed positionen af de forskellige legemsdele, så kroppen holdes i balance. Ophobning af mælkesyre Ved stærk muskelaktivitet må musklerne bruge af deres egne sukkerdepoter. Dermed bliver sukkerstoffet forbrændt uden ilt og omdannes til affaldsstoffet mælkesyre. Ophobning af mælkesyre forårsager smerte og muskeltræthed.

Musklernes arbejde styres af nervesystemet
Vi bestemmer selv, hvilke bevægelser vi vil foretage, men det ubevidste nervesystem sørger for, at der til stadighed er en vis spændingstilstand i musklerne, så de hurtigt er i stand til at reagere.

Når musklerne arbejder, produceres der varme, som er med til at opretholde en normal kropstemperatur. Når musklerne i arme og ben arbejder, presser de på venerne. Musklerne i arme og ben er således en del af venepumpen.

Huden
Kroppens overflade består af hud og slimhinder og virker som kroppens beskyttelse mod ydre påvirkninger. Hudens tykkelse varierer afhængigt af, hvilken legemsdel den skal dække. Den er tykkest på fod- og håndflader og tyndest på øjenlågene.

Huden er med til at regulere kroppens temperatur og deponere vand/fedt. Huden opfatter desuden påvirkning gennem sanseceller og er en vigtig del af kommunikationen til andre
mennesker. Menneskers udseende forandrer sig i takt med personens følelsesmæssige eller helbredsmæssige tilstand samt alder.

Hormonernes betydning
Hormoner er kemiske bestanddele, der bliver dannet i forskellige kirtler fordelt i kroppen. Hormonerne bliver transporteret med blodet rundt i kroppen til de steder, hvor de skal udøve den ønskede virkning. Eksempelvis producerer kroppen sit eget smertestillende middel – endorfin – når den bliver udsat for smerte.

Hvis en kirtel producerer for meget eller for lidt af et hormon, vil det som regel give en forstyrrelse i kroppen.