Thomas Elsgaard
Thomas er ambulancebehandler hos Falck.
Thomas er ambulancebehandler og har været hos Falck i 27 år. Han startede allerede, da han var 18 år.
”Det var faktisk lidt et tilfælde. Egentlig ville jeg have været maskinarbejder, men så fik jeg ikke den lærerplads, jeg søgte. Og så tænkte jeg i stedet, at jeg skulle være ambulancemand”, griner Thomas.
I dag arbejder Thomas ved stationen i Ballerup. Selvom ambulancekørsel ikke var hans oprindelige plan, har han haft mange gode oplevelser gennem årene, som han ikke ville være foruden.
”Det største synes jeg helt klart er fødslerne. Jeg havde engang to fødsler inden for tre uger. Og normalt kan man gå flere år uden at opleve en enkelt”, fortæller Thomas.
Ved den ene af fødslerne nåede Thomas og hans kolleger ikke engang at få kvinden ud af sin lejlighed og ned i ambulancen, før fødslen gik i gang. Her tog de imod en lille pige - og det var ikke sidste gang, Thomas fik lov at møde hende.
”De opsøgte os på et tidspunkt, så jeg har faktisk mødt hende pigen et par gange efter. Det synes jeg har været meget specielt. Det er en god følelse at vide, at det er gået godt, og at det man har gjort har været det rigtige”, siger han.
For når man til dagligt møder og hjælper mennesker, kan det ikke undgås, at det gør et indtryk. Gennem sine 27 år hos Falck har Thomas mødt mange mennesker på sin vej og set både op- og nedturene.
”Man bliver jo lige pludselig en del af andres liv lidt ud af det blå. Vi er jo både med, når livet har sin begyndelse, når livet har en slutning, og alt hvad der spænder derimellem”, fortæller han.
Den tætte kontakt med andre mennesker kan dog være hård. Især i de tilfælde, hvor Thomas kommer ud til hjem, hvor der er akut brug for hjælp og familiemedlemmer er bekymrede.
”Det der mange gange kan være sværest, når man kommer ud til folk, det er de pårørende. At tage hånd om dem samtidig med, at man skal tage hånd om de tilskadekomne. At hjælpe de syge er vi jo trænede i. Det sidder på rygraden. Så det er ofte med de pårørende, at man skal tænke sig om”, fortæller Thomas.
Selvom disse oplevelser kan føles svære, er kontakten til andre mennesker dog det, der gør arbejdet det hele værd for Thomas.
”Medmenneskelighed og næstekærlighed til andre. Det tror jeg er det, man elsker, når man er i det her fag. At hjælpe andre, det er det bedste ved arbejdet”, siger han.