Gode råd om:

4-årig gav mor førstehjælp

Førstehjælp er ikke kun mund-til-mund og hjertemassage ydet af granvoksne mennesker. En snarrådig lille pige er beviset på, at også småbørn kan yde den første og livreddende assistance, når ulykken indtræffer.

Af Anne Mette Futtrup

”Hej Søren, du skal komme hjem. Mor ligger på gulvet, og hun har det ikke godt.”

Sådan sagde en grædende og bange 4-årig Camilla Madsen ned i røret på sin mors mobiltelefon en september morgen sidste år. De ord skulle vise sig at blive afgørende for Camillas mor, Dianna Madsen.

For Søren Rahbek, som er Dianna Madsens samlever, forstod på Camillas besked, at Diana, der har sukkersyge, måtte være i insulinchok. Det er et anfald af bevidstløshed på grund af for lavt blodsukker. Søren ringede derfor straks 112 og kontaktede derpå familiens nabo, som øjeblikkeligt løb ind i køkkenet til Dianna og Camilla på familiens landsted udenfor Holstebro.

Men forud for den korte telefonsamtale havde Camilla og Dianna været gennem et forløb, som I yderste konsekvens kunne have kostet Dianna livet.

Faldt om på gulvet

Dagen begyndte ellers hyggeligt og roligt. Dianna havde en fridag fra sit job som køkkenassistent, og da Søren var taget på arbejde og storebror Christian sendt i skole kl. 7.30, var der masser af tid til Dianna og Camilla, inden Camilla skulle i børnehave.

Den lille pige så tegnefilm, og Dianna tømte opvaskemaskine.

”Så husker jeg ikke mere, før jeg vågnede og lå og kiggede ned i mine gulvklinker på køkkengulvet. Jeg havde kramper, kunne slet ikke kontrollere mine bevægelser og kunne ikke tale. Min største bekymring i det øjeblik var, at jeg ikke kunne snakke, var alene hjemme med en 4-årig og havde meget brug for hjælp,” fortæller Dianna Madsen.

Camilla gav sukker på teske

Med den ene hånd fik hun fat i grebet på en køkkenskuffe og trak skuffen ud og ind for at påkalde sig opmærksomhed. Og da Camilla kom i køkkenet – lokket af den klaprende lyd -, fik Dianna fremstammet noget, der mindede om ’sukker’.

Resolut hentede Camilla sukkerskålen fra dens plads på den anden side af kogeøen og satte sig så på hug ved siden af Dianna og madede sin mor med sukker på en teske – igen og igen. Dianans blodsukker bevægede sig opad, så Dianna evnede at tænke klarere.

Fik tilkaldt hjælp

”Jeg fik sagt ’fon’, og Camilla forstod, at hun skulle hente min mobiltelefon på spisebordet. Men der gik flere minutter, før jeg fik trykket Sørens nummer, så Camilla kunne fortælle ham, hvad der var sket. Mine hænder fumlede, og det var som om jeg ikke var helt ved bevidsthed hele tiden,” fortæller Dianna Madsen.

Så gik det stærkt. Naboen kom, Falck kom og behandlede Diana på køkkengulvet, og Søren kom hjem fra arbejdet.

Efter noget tid var Diannas blodsukker atter nogenlunde normalt. Falckredderne kørte igen og lod familien samle sig efter forskrækkelsen.

Mor var ikke almindelig

Da der igen var ro i huset, vendte noget af erindringen tilbage til Dianna:

”Jeg ved ikke, hvor længe jeg lå på gulvet. Vi ringede til Søren ved halv ti tiden, og vi havde jo sendt Christian af sted halv otte. Så der er et par timer, som jeg ikke kan gøre rede for. Men jeg kom i tanke om, at Camilla var kommet ud i køkkenet til mig nogle gange, mens jeg havde kramper og råbte nogle lyde. Jeg kan huske, at hun aede mig på kinden og græd og spurgte ’Hvorfor er du sådan, mor?’ ’Hvorfor ligger du her på gulvet, mor?’ Hun var frygtelig bange,” fortæller Dianna Madsen, der forestiller sig, at Camilla var i en form for chok af at se sin mor ligge i kramper på gulvet ude af stand til at tale.

Nu er det sket igen

I en femårigs liv er 12 måneder uendeligt, og derfor er episoden fra september sidste år ikke længere frisk i Camillas erindring. Men efterspillet står klart. For den unge Madsen fik Falckklubbens børnepris Den Gyldne Sofus for sin snarrådighed.

Siden hen har den lille pige endnu engang haft brug for at hjælpe sin mor:

”For få uger siden var Camilla og jeg på vej hjem efter at have købt ind i Holstebro. På turen i bil blev jeg dårlig og fik halvt bevidst og halvt ubevidst parkeret bilen oppe på cykelstien – mod køreretningen. Jeg faldt sammen over rattet, og Camilla græd og græd og nærmest fløj en ung pige om halsen, da hun kom hen til bilen: ’Min mor har brug for hjælp, sagde Camilla’. Og så ringede den unge pige 112,” fortæller Dianna Madsen.

Selv om Dianna Madsen meget bevidst aldrig har villet forskrække sine børn ved at instruere dem i, hvordan de skulle forholde sig, hvis mor blev dårlig, ved Camilla nu mere end de fleste 5-årige om at behandle insulinchok. Og også 30-årige Dianna Madsen har lært af oplevelserne:

”Jeg har haft sukkersyge, siden jeg var 11 år og har aldrig nogensinde før haft den slags anfald. Måske hænger det sammen med, at jeg har været i fertilitetsbehandling og fået hormoner. Men nu ved jeg, at jeg har brug for at holde mere øje med mit blodsukker, end jeg har skullet før. Jeg kører ikke længere i bil uden først at have målt og sikret mig, at mit blodsukker er i orden,” lover Dianna Madsen og fortæller, at reagensglasmetoden har båret brugt: Camilla skal være storesøster til foråret.