Del
på Facebook
Send
artikel
Gør bilen
vinterklar
Undgå
problemer når du kører ud i det fedtede og glatte føre om vinteren. Få Falck-redder Morten Veddel Christensens
gode råd her:
Tekst: Jakob Schultz
Dæk
Mange
tror, at det rigtige valg altid er at skifte til vinterdæk, så snart efteråret begynder. Men det er
en sandhed med modifikationer. Det afhænger i høj grad af kørselsbehovet og af vejrforholdene. Vinterdæk
er nemlig – som navnet antyder – bedst, når der er is eller sne på vejen. Forskellen på bremselængder
på vinter- og sommerdæk er markant. Der er generelt længere bremselængde med vinterdæk. På en våd vej
er bremselængden for vinterdæk helt op til 20 procent længere end med sommerdæk, og på tør vej er bremselængden
øget med 5 - 35 procent.
En ting der er vigtig om vinteren er, at dækkenes
mønsterdybde er minimum 4 millimeter. Vejgrebet øges markant, når sne og slud kan ledes væk via rillerne.
Sprinklerdyser
Når
der er slud på vejene, bliver der kastet meget snavs op på ruderne. Det er derfor vigtigt, at sprinklerne
er velfungerende. ”Du kan selv rense og justere sprinklerdyserne, hvis de ikke fungerer optimalt. Tag
en knappenål og rens forsigtigt dysen, så der er fri passage for sprinklervæsken. Juster den derefter,
så den sprøjter på øverste halvdel af ruden, så vil den ramme forruden rigtigt, når du kører, og der
er vindmodstand,” siger Morten Veddel Christensen.
Kølervæske
”Det
er vigtigt at kontrollere kølervæsken, inden det bliver frost. Kølervæsken skal være korrekt frostsikret,
og det kan man få tjekket på et værksted. Vi kører ud til mange, hvor motoren er eksploderet, fordi
de har fyldt vand på om sommeren. Når det bliver frost, så fryser vandet, og når det fryser, så udvider
vandet sig, så slanger, køler og motorblok sprænger. Det kan blive meget dyrt,” advarer han.
Batteri
Når
det gælder batteriet, så har de fleste nye batterier et lille skueglas, hvor man kan se om det virker.
Når frosten sætter ind, kan batteriet falde sammen, og så skal det udskiftes. Derudover skal man tjekke,
at der ikke er ir og snavs på polerne, og at kablerne sidder fast.
Bremser
Morten
Veddel Christensen anbefaler også, at du tjekker bremserne. Du må dog aldrig selv udskifte dem – lad
værksted om at gøre det. ”Tjek bremsevæskebeholderen. Den har et minimum og et maksimum mærke. Jo mere
slidte bremserne er, jo længere vil bremsevæsken komme ned. Når væsken er under minimum, så skal de
udskiftes.
Et lille tip til hurtig starthjælp
Morten
Veddel Christensen fortæller til sidst om et godt råd til de kolde vintermorgener, når bilen ikke vil
starte. ”Det lyder som en gammel skrøne, men holder alligevel ofte stik. Hvis bilen har svært ved at
starte, så sæt kortvarigt tænding på, så lyset bliver tændt. Sluk herefter og drej så nøglen helt om
og start motoren. Det, at batteriet lige får lov at arbejde hjælper mange gange til at starte motoren,”
siger han.
Få flere gode råd om bilen - se
videoerne:
Tjek
bilens dæk
Tjek bilens lygter