Det lille barns søvn

- lær at finde dagsrytmen

  
Efter den første glæde og lettelse over, at fødslen er gået godt, begynder der hurtigt at melde sig spørgsmål om, hvordan den lille sover.


Døgnrytme

Det er udmattende for forældrene - især for den ammende mor - at stå til rådighed døgnet rundt. Især i begyndelsen er spædbarnets søvn helt uforudsigelig, for barnet skal først have fundet sin døgnrytme.

I de første par måneder har langt de fleste børn ingen rytme med hensyn til, hvornår de spiser og sover. Den skal I hjælpe med at få bygget op, og I kan begynde med at beslutte, at om natten skal man sove, så der er ingen aktiviteter, lys eller hygge på dette tidspunkt af døgnet. Det gælder lige fra barnet er nyfødt.


Alle har brug for at sove

Både børn og voksne kan blive irritable og utilpasse, når de ikke får søvn nok. Kroppen bruger søvnen til at opretholde balancen i forhold til for eksempel vækst-, stress- og kønshormoner.

Søvnen har også betydning for immunforsvaret og for barnets generelle udvikling. Et udhvilet barn leger og lærer bedre end et træt og udkørt barn.

Selv helt spæde børn har forskelligt søvnbehov. Det kan svinge mellem 12 og 22 timer med et gennemsnit på cirka 16 timer. Små børns søvn er forskellig fra voksnes, og i barnets første levemåneder har det også brug for at spise om natten. Især i begyndelsen kan det være svært at læse barnets signaler og finde ud af, om det er sultent, træt eller blot har brug for at døse i jeres arme.


To slags søvn

I de første ca. fire måneder veksler barnets søvn mellem overfladisk og dyb søvn. Når det lille barn sover overfladisk, spjætter det lidt med armene, laver grimasser, siger små lyde og trækker vejret hurtigt, uregelmæssigt og lidt overfladisk.

Hvis barnet falder i søvn i jeres arme, vil det vågne, hvis I lægger det fra sig i denne søvnfase. Vent derfor med at lægge barnet over i liften eller vuggen, til den dybe søvn indtræder. Så kan barnet sove videre uden at vågne.

I den dybe søvn bliver barnet tungt og slapt, vejrtrækningen bliver langsommere og mere regelmæssig. Hver søvnfase varer mellem 20 og 30 minutter, og barnet kan især i overgangen mellem de to søvnfaser se ud til at vågne op. Det kan være klynkede og lidt uroligt.


Hjælp til at sove

I overgangsfaserne mellem de to slags søvn har barnet brug for jeres støtte til at sove videre, så det får en samlet søvn bestående af flere søvnfaser - det giver et udhvilet barn, der på sigt bliver rigtig god til at sove.

Støt barnet ved at lade være med at tage det op, så snart det giver lyd fra sig. Vær lidt afventende, vug barnevognen, stryg barnet lidt over kinden, hold i hånden eller lignende og se, om ikke barnet falder i søvn igen.

Hvis barnet er udhvilet, vil det vågne rigtigt alligevel, og I vil ikke være i tvivl om, at det er klar til at blive taget op.

Efter tre-fire måneder har barnet fået en dagsrytme - med hjælp fra jer. Det er sjældent barnet selv, skaber rytmen.

Prøv at få adskilt mad og søvn, så barnet ikke længere falder i søvn ved brystet. Det er også godt med et fast putte-ritual, der gør barnet trygt og letter overgangen fra dagens aktiviteter til aftensøvnen og adskillelsen fra forældrene.


Putte-ritualet

Når barnet er over fire måneder, kan det begynde at vågne hyppigere om natten. Det kan betyde, at barnet skal til at have noget mere mad i dagtimerne - ikke om natten! - men det kan også være, at barnet bare har brug for hjælp til at falde i søvn igen og sove videre, når det vågner op i overgangen mellem søvnfaserne.

Hvis ikke I har fået indarbejdet et godt putte-ritual, så er det ved at være på tide. Nu kan barnet have glæde af en bestemt bamse, der hører til i sengen, og I kan for eksempel synge den samme sang hver aften.

Lad ikke putte-ritualet vare meget mere end 10 minutter, og begynd endelig at putte barnet, inden det bliver overtræt. Når barnet bliver mere stille, gaber, nulrer sit øre eller sutter mere intensivt på sutten, er det ved at være tid.

Det hjælper barnet, hvis det bliver puttet på nogenlunde samme tid hver aften, og hvis I med det samme drosler ned på aktiviteterne, når barnet viser tegn på træthed. Vær ikke bange for at bestemme. Det er jer, der er de kloge, som ved, hvad barnet har brug for, nemlig en god nattesøvn!

Man kan ikke "spare sammen" til en bedre søvn for det lille barn. Jo mere det sover, des bedre sover det.

Det overtrætte barn vil blot blive mere uroligt og "umuligt" i løbet af eftermiddagen og aftenen, mens det barn, der får søvn nok (også i løbet af dagen), og som bliver puttet, når det viser træthedstegn, både falder bedre i søvn og sover bedre i løbet af natten.


Lange nætter

Når barnet er over seks måneder, kommer det hurtigt i gang med at spise mad med ske, og efterhånden er det ikke længere nødvendigt at spise om natten.

Barnet skal have dækket sit behov for mad i løbet af de vågne timer, og det er en god idé at holde op med at amme mellem midnat og klokken 5-6 om morgenen. Det giver appetit til rigtig mad i de vågne timer og sikrer også barnet en god, lang nattesøvn.

Barnet har nemlig brug for en lang samlet søvn for at kunne udvikle sig i dagtimerne. Dagens aktiviteter med at lære at kravle, rejse sig og komme rundt i hjemmet er krævende, og søvnen er en vigtig medspiller for barnet.


En urolig periode

I otte måneders alderen har mange børn en meget urolig søvn om natten. De kan finde på at sætte sig op, rejse sig eller ligger på kryds og tværs i tremmesengen. Det er helt normalt og går over igen.

I denne periode har barnet stadig brug for mindst to-tre søvnperioder om dagen - og for at blive puttet til natten, inden det bliver for sent.

Søvn er adskillelse både for barn og forældre, og det kan være svært at få sagt godnat, hvis dagen har været travl, og en af jer kommer sent hjem og gerne vil være sammen med barnet. Men generelt er det i denne alder en god idé at huske, at:
 

  • Børn ikke nødvendigvis sover af sig selv, når de er trætte. De kan have brug for jeres hjælp og støtte. Ind imellem skal I tage "førertrøjen" på og vise barnet, at I ved, hvad der er bedst
  • Børn har brug for at sove, også selv om de protesterer
  • Børn har brug for tryghed og forudsigelighed
  • Lade barnet falde i søvn i sin egen seng. Så bliver det ikke forvirret over at vågne op et andet sted end der, hvor det faldt i søvn - det skaber ro og tryghed
  • Hvis barnet er urolig og græder, efter at det er lagt i seng, så bliv i soveværelset og trøst barnet dér - tag det ikke med ind i stuen. Det kan gøre barnet forvirret (er det nat, eller hvad?)
  • Jo bedre barnet sover om dagen, des bedre sover det om natten

    
Bøger
Børn og søvn er et omfattende emne, som der er skrevet meget om. Her er nogle gode eksempler:

  • Godnat og sov godt  -  Eduard Estivil og Sylvia de Bejar, Borgens Forlag
  • Børns søvn - en forældrehåndbog  -  Marion Thorning, Gyldendals Forlag
  • Natten lang  -  Dilys Daws, Hans Reitzels Forlag

Kontakt til kundeservice

Falck Kundepanel

Få gode råd på mail