Redning

Redning i Danmark og resten af verden
Falck er den største private ambulanceoperatør i Europa og det største private brandvæsen i verden. Ambulancetjenesten og brandslukningen hører sammen med patientbefordring under vores forretningsområde Redning.
Ambulancetjenesten
I 1907 købte Falck sin første ambulance, som dengang var Skandinaviens første automobilambulance. Falck står i dag for 85% af den danske ambulancedrift. I 1990’erne kom der Falck-ambulancer i Polen og Sverige, og efter årtusindskiftet også i Belgien og Norge. I 2006 blev Falck det største ambulanceselskab i Slovakiet via et udbud af den slovakiske ambulancetjeneste. I 2010 begyndte Falck at køre ambulancer i Brasilien og USA. Og i 2011 etablerede Falck sig i yderligere seks lande i Latinamerika.
Således er Falck i dag aktiv i 14 lande, hvor vi i tæt samarbejde med myndighederne betjener befolkningen med ambulancekørsel. Falck råder over mere end 1800 ambulancer, der kører over to millioner akutte ture om året med kritisk syge og ulykkesofre. Falck deltager også i en lang række øvrige præhospitale ordninger med lægebiler, akutbiler og lægehelikoptere.
Brandberedskabet
I 1922 blev Falck et brandvæsen, og snart slukkede Falck brande over det meste af Danmark. Falck forestår i dag brandberedskabet i to tredjedele af de danske kommuner i tæt samarbejde med myndighederne. Siden 2007 har Falck tilbudt brandberedskab uden for Danmark og vundet kontrakter i Brasilien, Holland, Rumænien, Slovakiet, Spanien, Sverige, Storbritannien og Tyskland.