Ambulancebehandler

Ambulancereddernes opgaver består både af akutte opgaver og kørsel med patienter, der ikke er akutte.

Alle ambulancer er bemandet med to reddere. Mindst den ene er uddannet ambulancebehandler, mens den anden som minimum er uddannet som ambulanceassistent. Ambulancebehandleren fungerer som leder af ambulancen, mens assistenten er hjælper.

Ambulancebehandlere er uddannet siden midten af 90'erne i overensstemmelse med de fastlagte uddannelsesordninger. Dertil kommer, at nogle regioner har besluttet at supplere ambulancebehandlerne med forskellige kompetencer ud over de ordninger, de oprindeligt er uddannet efter.

Med den præhospitale bekendtgørelse fra 2000 blev der iværksat en ny uddannelse af ambulancereddere på assistentniveau, idet redderuddannelsen bl.a. kom til at indeholde et sundhedsår. Der blev endvidere fastlagt en ny uddannelse af ambulancebehandlere samt af ambulancebehandlere med særlig kompetence (paramedicinere).
Fra 1. januar 2009 skal alle ambulancer være bemandet med minimum én ambulancebehandler, der opfylder de nye uddannelseskrav.

For at imødekomme disse krav har ca. 1600 ambulancebehandlere i perioden 2001-2006 gennemgået en supplerende uddannelse, der sætter dem i stand til at leve op til de nye krav. Derudover er der fra 2006 påbegyndt en uddannelse af ambulanceassistenter til ambulancebehandlere i henhold til bekendtgørelsen.

Ambulancebehandleruddannelsen afvikles over et samlet forløb på 7 uger og består af:

• 3 ugers teoretisk uddannelse
• 1 uges hospitalspraktik
• 1 uges ambulancepraktik

Uddannelsen kvalificerer dig til at varetage funktionen som ambulancebehandler. Du tilegner dig viden og færdigheder inden for det samfundsfaglige område, således at du kan udføre ambulancebehandling bla.:

• Basal bedømmelse af patientens tilstand
• Skånsom optagning af tilskadekomne med særligt udstyr
• Etablering og opretholdelse af frie luftveje
• Genoplivning ved kunstig opretholdelse af vejrtrækning med tilskud af ilt samt udvendig hjertemassage
• Elektrokardiogram (EKG), overvågning og genoplivning ved brug af defibrillator
• Blødningsstandsning og anti-chok behandling
• Brudbehandling således at hele kroppen, eller dele af kroppen, herunder halshvirvelsøjlen kan understøttes
• Akut behandling af afrevne legemsdele
• Akut behandling af brandsårsskader, ætsningsskader, kuldeskader mv.
• Fødselshjælp og pleje af nyfødte
• Medicinsk smertelindring, f.eks. ved inhalation af ilt og lattergas
• Lindring af hjertekrampesmerter, f.eks. med nitroglycerin administreret i mundhulen
• Afbødning af astmaanfald ved inhalation af bronchieudvidende stoffer
• Afbødning af kramper ved administration af krampestillende medicin (benzodiazepin)
• Indledende behandling ved tegn på blodprop i hjertet med acetylsalicylsyre
• Afbødning af insulinchok med glukagon som intramuskulær injektion
• Afbødning af allergiske reaktioner med adrenalin som intramuskulær injektion
• Afbødning af følger efter indtagelse af overdosis af morfinlignende stoffer med naloxon som intramuskulær injektion
• Anlæggelse og gennemskylning af intravenøs adgang
• Håndtering af en samlet skadesituation
• Vurdering af forskellige ulykkestyper for at kunne give korrekte tilbagemeldinger, der sikrer en rigtig og tilstrækkelig assistance
• At indgå i et korrekt samarbejde med sygehusvæsen, politi samt det kommunale og statslige redningsberedskab m.fl.