Få svar på dine spørgsmål om Falck PC Backup

1. Hvad er Falck PC Backup?
Falck PC Backup er en løsning, som hjælper dig med at sikre dine filer (fx billeder, musikfiler og dokumenter), som du har liggende på din PC eller bærbare computer. Programmet sikrer løbende backup, hvilket betyder, at dine data er sikret, hvis du skulle opleve nedbrud på din computer, tyveri eller hvis computeren på anden måde bliver ødelagt.

2. Hvem kan få Falck PC Backup?
Alle kunder, som har et uopsagt abonnement hos Falck Danmark A/S har gratis adgang til Falck PC Backup. Det er en forudsætning, at du har et abonnementsnummer fra Falck, og abonnementsnummeret skal bruges ved registrering/tilmelding til Falck PC Backup.

3. Hvad gemmes i Falck PC Backup?
Falck PC Backup er ikke et arkiv på nettet, men er en daglig kopi af indholdet på din maskine. De filer, som du ønsker at gemme, kan du altså ikke slette fra din computer. Falck PC Backup er en daglig sikring af dine filer på maskinen, som du kan hente, hvis uheldet skulle være ude.

4. Hvor sikker er Falck PC Backup?
Falck PC Backup leveres af Keepit – en af verdens førende udbydere af innovative online-sikkerhedsløsninger. Keepit benytter sig af en 256 bit krypteringsnøgle og er derfor ekstremt sikkert.

5. Hvornår tager Falck PC Backup backup af mine filer?
Der bliver taget en daglig backup af de filer og mapper, du har defineret i programmet. Backuppen foretages i baggrunden. Skulle den blive afbrudt, vil den fortsætte hvor den slap, når den igen kan få kontakt med backupserveren. Backuppen gennemføres kun, når du er koblet på internettet.

6. Kan jeg selv bestemme, hvornår der skal foretages backup?
Ja, det kan du til dels. Du kan i Falck PC Backup selv bestemme, hvilke dage der skal tages backup, og har du brug for at udskyde en backup, så kan du også gøre det. I udgangspunktet tager vi backup dagligt.

7. Tager Falck PC Backup en fuld backup hver dag?
En fuld backup, vil tage forholdsvis lang tid, hvis du har store mængder data, der skal laves backup af. Derfor tager Falck PC Backup kun backup af ændrede eller nye filer og gemmer samtidigt den fulde version for de seneste 30 dage.

8. Hvor gemmes mine filer?
Din backup ligger krypteret i vores samarbejdspartners servercentre både i København og Lyngby. Det er rigtigt, vi tager backup af backup'en! Begge centre lever fuldt ud op til standarden for professionelle datacentre.

9. Hvor lang tid tager det at gennemføre en backup?
Backup-tiden afhænger af flere ting: Hvor mange filer du skal uploade, og hvor stor båndbredde du kan uploade med. Et hurtigt regneeksempel: Hvis du har en upload hastighed på 512 kbit kan du uploade op til 3MB pr. minut. Det er knap 6 timer for 1GB. Har du fx 4 GB filer (musik, billeder osv.) vil det tage op til 24 timer (eller måske længere afhængig af din internetforbindelse) at tage den første backup. Men derefter gemmes kun nye eller ændrede filer, så når den første backup er gennemført, går det meget hurtigere fremover.

10. Hvordan gendanner jeg mine filer, hvis jeg får brug for det?
Vi har lavet en simpel guide, som du finder her. Det er både hurtigt og nemt at vælge en backup-fil og få den gendannet til din computer.

11. Hvor lang tid tager det at gendanne mine filer?
Det går hurtigere, end når du foretager backup. Din internetforbindelse er typisk 4 gange hurtigere, når du henter data, end når du uploader.

12. Virker Falck PC Backup med min Mac?
Ja, Falck PC Backup understøtter også Mac.

13. Kan jeg tage backup af filer på flere PC'er?
Falck PC Backup kan kun bruges på én PC. Hvis du mister din computer og skal gendanne filer, som du har taget backup af, skal du installere programmet på den nye computer, hvorefter du kan hente de filer, som du tidligere har taget backup af.

14. Hvordan kommer jeg ind i programmet, når det først er installeret på min PC?
Klik på ikonet på skrivebordet eller på ikonet i nederste højre hjørne (ved siden af uret).

15. Hvordan får jeg mere plads til backup end de 4 GB, som ligger i Falck PC Backup?
For 39,- kroner per måned kan du gennem vores samarbejdspartner Keepit købe en løsning med ubegrænset plads (Keepit UNLIMITED). Log ind i Falck PC Backup programmet og klik på fanebladet "status".

16. Hvad sker der, hvis jeg mister min krypteringsnøgle?
Vi anbefaler som udgangspunkt, at du fra starten foretager en backup af din krypteringsnøgle. Dette gøres ved at gemme en kopi på eksempelvis en USB-nøgle eller printe den på papir. Skulle det ske, at du mister din krypteringsnøgle, kan du kontakte Falcks kundecenter. Det er en tung sikkerhedsmæssig proces at genskabe din nøgle, hvorfor det kan tage op til 10 dage.

 

PC Backup support

Telefon: 70 25 84 84
Mail: pcbackup@falck.dk